
Stevns borgmester forlader Venstre og fortsætter som løsgænger. Det skriver Venstre Stevns på sin hjemmeside.
- Borgmester Mogens Haugaard Nielsen, har her til aften (29. jan 2017) meddelt Venstre Stevns bestyrelse, at han melder sig ud af Venstre og fortsætter som løsgænger i kommunalbestyrelsen året ud, skriver formanden for Venstre Stevns, Birger Hauge, på hjemmesiden.
Vælgerforeningen i kommunen besluttede onsdag, at den ville have et nyt opstillingsmøde i kommunen, og det er det, der har fået borgmesteren til at trække stikket.
'Afstemningsresultatet på Venstre Stevns’ Generalforsamling i onsdags om nyt opstillingsmøde eller ej stemmer ikke overens med min opfattelse af demokrati og ordentlighed. Dertil kommer den retorik, som nogle Venstremedlemmer har benyttet både internt og i det offentlige rum gennem lang tid', skriver borgmester Mogens Haugaard Nielsen i sin begrundelse for udmeldelsen og fortsætter:
'Afstemningsresultatet, hvor 3/5 af de tilstedeværende stemte for nyt opstillingsmøde, viser mig, at min person vil være genstand for stadig strid i Venstre Stevns frem mod KV17. Det ønsker jeg ikke for partiet. Jeg håber, at der med min afgang nu kan blive ro i Venstre Stevns.'
Tak for indsatsen
På hjemmesiden takker formand Birger Hauge borgmesteren for indsatsen.
'Som jeg tidligere har sagt, har du måttet tage den urimelige del af den kritik, som burde have haft mange flere ejere. Det, at den lander hos dig, må have kostet meget på den personlige konto. Jeg forstår din beslutning, selvom jeg synes, det er ærgerligt', skriver han.
Selv om Mogens Haugaard Nielsen forlader partiet, er der stadig lagt op til kampvalg til posten som Venstres borgmesterkandidat ved opstillingsmødet 28. februar. Både byrådsmedlem Flemming Petersen og byrådsmedlem Anette Mortensen har bebudet, at de er interesserede.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.