
SOLRØD: Mangel på faglig retning, utilstrækkelige faglige udredninger og opfølgning samt eksempler på at lovgivningen ikke bliver overholdt. Dette er et udpluk af de kritikpunkter, som Solrød Kommune har fået på baggrund af en analyse af sagbehandlingen og myndighedsarbejdet på kommunens børn- og ungeområde. Analysen er udarbejdet af Task Forcen under Social- og Ankestyrelsen i foråret 2022.
Kommunen har selv bedt om analysen for at få et overblik over, hvilke områder der kan forbedres. Rapporten er baseret på dokumenter fra kommunen selv, interviews og juridisk og socialfaglig sagsgennemgang af henholdsvis Ankestyrelsen, som har gennemgået 20 sager, og VISO i Socialstyrelsen, som har gennemgået 8 sager.
Sagerne er fra perioden 23. oktober 2019 til 22. oktober 2021. Task Forcen bedte kommunen om at sende 20 igangværende sager, som blandt andet skulle omhandle anbringelse, aflastning, sager om kontaktperson og om familiebehandling. Rapporten viser ikke et statistisk sikkert resultat, men den kan dog ses som en indikation på kvaliteten af sagsgennemgangen.
Borgmester i Solrød, Emil Blücher (LA), anerkender kritikken fra styrelserne.
- Jeg synes, at det er en meget alvorlig rapport, som vi har fået. Og det kalder jo på handling. Vi er sådan set enige i konklusionerne og de forskellige ting, der skal sættes ind på. Så er det vigtigt for mig at sige, at når man bestiller sådan et Task Force-forløb, så er det ikke bare et spørgsmål om, at man får en rapport, og så er det det. Det er jo et to-årigt samarbejde, vi indleder med Social- og Ankestyrelsen og deres eksperter med tæt dialog og opfølgning på elementerne i rapporten. siger han til DK Nyt.
Mange mangler i sagsbehandling
Der bliver opremset en række punkter, hvor Task Forcen ser problemer med kommunens sagsbehandling.
- Manglende sammenhæng mellem de politiske målsætninger og daglig praksis
- Manglende fælles faglig retning
- Mangelfuld inddragelse af børn og familier, det private og professionelle netværk
- Utilstrækkelige faglige udredninger og opfølgning
- Eksempler på manglende lovmedholdelighed
Blücher fremhæver, at mangel på kvalificeret personale er én af de udfordringer, kommunen oplever på området.
- Vi må også erkende i forhold til medarbejdere, at det er svært at finde og fastholde kvalificerede medarbejdere på området, som har den nødvendige faglige kompentence. Nogle af medarbejderne skal vi jo sådan set bygge op fra bunden af og fylde på med viden. Jeg vil sige, at det er blevet bedre, men der er et stykke vej igen, før det bliver rigtig godt, siger han.
Lever ikke op til lovgivningen
De primære udfordringer i Solrød Kommunes Familieafsnit fra et juridisk perspektiv "relaterer sig til utilstrækkelig behandling af underretninger, langsommelig sagsbehandling, forkerte faglige vurderinger og manglende helhedsvurderinger."
- Der er to ting i det her. Vi har både en moralsk forpligtigelse til at der skal være orden i sagerne og vi har også en juridisk forpligtelse til det, siger Blücher.
Task Forcen har opgjort andelen af sager med fejl i en række kategorier. Fx manglede der er børnefaglig undersøgelse eller opdatering i 11 ud af 17 sager, og der manglede en handleplan i 12 ud af 17 sager.
Dvs. at i de udvalgte sager har der været mangel på disse punkter i langt over halvdelen af sagerne.
Fælles faglig retning er afgørende
Kommunen har allerede taget initiativer, som peger i den rigtige retning.
"Task Forcen finder det positivt, at Familieafsnittet nu har besluttet at anvende ICS (In- tegrated Children’s System) som fælles faglig metode og har etableret sparingsrum for familierådgiverne, der tager udgangspunkt i metoden," fremgår det af rapporten.
- Det er jo ikke sådan, at vi bare har fået den her rapport leveret og ellers siddet på hænderne, imens den har været udarbejdet. Mange af de her tiltag som visitering og efteruddannelse er sket sideløbende. Der vil givetvis være nogle yderligere områder, som vi ikke har taget fat på endnu, fordi man ikke kan gøre det hele på en gang. Så min forventning er, at der kommer nogle nye ting til, men jeg kan ikke lige pin-pointe specifikt hvad det er, siger borgmesteren.
Ankestyrelsen har ved sagsgennemgangen vurderet, at der i 11 ud af de 20 sager er særlige opmærksomhedspunkter i forhold til sagsbehandlingen. Der ses langsommelig sagsbehandling, forkerte faglige vurderinger og manglende helhedsvurderinger.
- Men jeg har været chokeret over, at det har stået så grelt til, det må jeg sige, siger Emil Blücher.
Samarbejdet mellem Task Forcen og kommunen fortsætter for at forbedre sagsbehandlingen på området.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.