Uløselig opgave: Kommunerne efterlyser værktøjer til Natura 2000

Af redaktør i KTC, Irene Brandt

Strandenge, heder, overdrev, rigkær, hængesække, kildevæld, kystlaguner, stenrev, lobeliesøer og brunvandede søer. Listen over naturtyper i Danmark, som har det skidt, er lang. Den omfatter faktisk 78 pct. af de 58 naturtyper, som er omfattet af Habitatdirektivets bilag 1, og hvor vi har tilstrækkelig viden til at vurdere status. En rapport til EU, som indeholder vurderingen af bevaringsstatus for arter og naturtyper er foretaget af Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet, viser også at 59 pct. af de arter på Habitatdirektivets liste, som vi har tilstrækkelig viden til at vurdere har en tilstand som er ugunstig.[1]

Ovenstående er den konstaterede virkelighed i Natura 2000-områderne. Natura 2000-planerne, som nu er i høring, skal sikre, at de arter og naturtyper som Natura 2000-områderne er udpeget for at beskytte nu og i fremtiden får det godt - kaldet gunstig bevaringsstatus.

Det vil primært være de kommunale naturafdelinger, som skal arbejde for, at indsatsprogrammet i Natura 2000 realiseres. Ledelse og medarbejdere i disse afdelinger er fagligt klædt på til opgaven, som de længe har set frem til at tage fat på; men de savner værktøjer i naturplanerne, som skal gøre det praktisk muligt at gennemføre indsatsen.

Biolog Lise Frederiksen fra naturafdelingen i Mariagerfjord Kommune er én af de mange kommunale medarbejdere, som med spænding vil følge de kommende forhandlinger om finansieringen af opgaven.

- Vi svigter vores ansvar, hvis vi ikke meget klart gør opmærksom på, at kommunerne på de skitserede betingelser ikke får værktøjer til at løfte opgaven, siger Lise Frederiksen. Hun er medlem af KTC-faggruppen Natur og overfladevand, og hun har faggruppens opbakning til sin kritik.

Lise Frederiksen peger på en lang række forhold, som hver for sig er problematiske for kommunernes mulighed for at omsætte Natura 2000-planernes indsatsprogram til konkret handling. Tilsammen gør de opgaven næsten uløselig.

- Vi kommer til at kæmpe om pengene til indsatsen. De midler, der indtil videre er afsat, er enten fordelt efter ulogiske principper eller låst i ufleksible støtteordninger.

I følge Grøn Vækst skal kommunerne selv finansiere 228 mio. kr. af indsatsen i Natura 2000-områderne. 75 mio. kr. er til medfinansiering af life-projekter - en pulje, som kommunerne kan søge tilskud fra til konkrete projekter.

DUT skævvrider
- Rammerne for, hvad der gives penge til, er så stramme, at mange velbegrundede projekter allerede er blevet afvist, fordi de ikke lige faldt inden for den vedtagne ramme. Det er derfor en satsning at bruge mange resurser på at udarbejde en life-ansøgning, siger Lise Frederiksen.

Samtidig mærker en kommune som Mariagerfjord, der har meget store naturarealer og en lille befolkning, den skævvridning i fordelingen af naturmidler, som skyldes fordeling efter befolkningstal og ikke naturareal - det såkaldte DUT-princip.

Lise sætter nu sin lid til, at forhandlingerne mellem regeringen og KL om finansieringen af indsatsen vil resultere i en omkostningsbaseret fordeling for Natura 2000-indsatsen - altså at pengene følger Natura 2000-områderne og ikke kommunernes befolkningstal.

A og B natur
Lise Frederiksen peger på et andet problem, som kommunerne skal håndtere i forbindelse med Natura 2000:

- Natura 2000-områderne dækker kun en lille del af landets areal. Det betyder, at mange meget værdifulde naturområder ikke er en del af Natura 2000-netværket. Det er helt utroligt vigtigt, at vi bliver ved med at fastholde indsatsen i disse områder; men jeg frygter, vi bliver tvunget til at flytte al kommunens naturindsats til Natura 2000-områderne. Ligesom det bliver svært for private lodsejere at få tilskud til naturpleje uden for Natura 2000-områderne.

Dermed er grunden for alvor lagt til, at vi fremover kommer til at operere med A-natur og B-natur. Det vil få meget uheldige konsekvenser og i mange tilfælde resultere i et fald i biodiversitet - hvilket er i direkte strid mod Rio-konventionens mål om at stoppe tabet af biodiversitet.

Kommunal viden bruges ikke
En tredje problemstilling, som lægger hindringer for kommunernes mulighed for at løfte opgaven, har rod i ufleksible støtteordningerne til naturpleje, som efter Lise Frederiksens mening ikke harmonerer med behovet for støtteordninger, der skal sikre en meget kompleks biodiversitet.

- Landbruget kan søge om tilskud til pleje af græs- og naturarealer hos FødevareErhverv i Tønder, som derefter skriver et standardtilsagn og bevilger pengene. Problemet er, at kommunerne slet ikke inddrages. Vi får end ikke besked, når pengene er bevilget, eller mulighed for at sætte fingeraftryk på de vilkår, landmanden skal leve op til.

Tilsagnet bliver derved på ingen måde skræddersyet til de aktuelle naturforhold på stedet, siger Lise Frederiksen. Resultatet er, FødevareErhverv kan risikere at bevilge penge til afgræsning af naturarealer ud fra standardvilkår, som ikke er tilpasset de lokale forhold på arealet og måske i direkte uoverensstemmelse med den kommunale handleplan. Det er ærgerligt, for her er det, at de kommunale naturmedarbejdere med deres faglige indsigt og unikke lokalkendskab kunne medvirke til, at vi fik de helt rigtige aftaler i hus - både til gavn for lodsejeren og for naturen.

Lise Frederiksen frygter, at biodiversiteten i naturen går tabt, når kommunerne mister muligheden for at tilrettelægge den mest hensigtsmæssige pleje på de enkelte arealer.

- Lige nu er vi fuldstændig sat uden for indflydelse. Vi må derfor arbejde for at få ændret proceduren, så vi får indflydelse på tilsagnene, ved at pege på de vilkår, der er nødvendige for de konkrete arealer, siger Lise Frederiksen.

Helhedsorienterende handling - uden helhed
Opgavefordelingen mellem stat og kommuner, hindrer også på andre områder kommunernes muligheder for at leve op til målsætningerne:

- Det er staten, der fastsætter det politiske ambitionsniveau for Natura 2000-indsatsen og fastlåser derved kommunerne til at udføre de handlinger, der er beskrevet i Natura 2000-planens indsatsprogram. Denne handling er ufravigelig og skal ske i første planperiode. Kommunernes skal på baggrund af indsatsprogrammet udarbejde en helhedsorienteret handleplan; men for det første er vi som nævnt sat uden for indflydelse på væsentlige områder.

- Derudover er der lagt op til, at indsatsen på privatejede naturområder skal foregå på frivillig basis. Det betyder, at indsatsen kommer til at ske dér, hvor lodsejerne siger 'ja' - og ikke nødvendigvis dér, hvor indsatsen er mest påkrævet. Det er umuligt at lave en helhedsorienteret handleplan på dette grundlag, siger Lise Frederiksen. Hun tilføjer:

- Vi har ganske vist muligheden for at pålægge en lodsejer at gennemføre de tiltag, der er nødvendige for at sikre den sårbare natur; men lodsejerne kan efterfølgende gøre krav på erstatning. Og det kan blive en dyr sag for kommunen.

Klageadgang er blevet væk
Lise Frederiksen understreger, at en god dialog med lodsejerne og interesseorganisationer forudsætter, at de er blevet hørt og inddraget i planlægningsprocessen.

- Det er derfor ærgerligt, at det fremsatte lovforslag i forbindelse med Grøn Vækst fjerner klageadgangen for indholdet i Natura 2000-planerne. Dette kan skabe en uheldig stemning for kommunernes videre arbejde med handleplanerne,  siger Lise Frederiksen

KL har i høringsvaret til Grøn Vækst også kommenteret dette:

'Da de væsentlige beslutninger fastsættes i vand- og naturplanerne og ikke i de kommunale handleplaner (...), vil der være tale om en betydelig indskrænkning for borgernes rettigheder til at få prøvet bl.a. det faglige grundlag, der ligger til grund for beslutningerne. Endvidere er det vigtigt for kommunen, at der foreligger en mulighed for at påklage eventuelle fejl eller forhold i Vand- og Naturplanerne,' skriver KL i høringssvaret og tilføjer:

'Indholdsmæssigt er ændringsforslaget (...) et stort problem for kommunerne, som således ikke kan anke oplagt urimelige krav fastsat i planerne. Kommuner og statslige lodsejere er bundet af planerne. På trods af høringer og forhandlinger om planerne er der i nogle spørgsmål afstand imellem kommunerne og miljøcentrene om planerne, som bør kunne prøves. Der bør fortsat være fuld klageadgang. Det er yderst betænkeligt, at begrænse adgangen over for de myndigheder (samarbejdsparter), som vand- og Natura 2000-planerne er bindende for.'