Allerede i starten af det nye år skydes indsatsen i gang. Kommunerne nedsætter tværkommunale styregrupper inden 1. marts 2010, hvor de skal samarbejde om tilrettelæggelse af de mange store projekter. Det oplyser Miljøministeriet.
Etableringen af nye vådområder vil blive til i et tæt samspil mellem stat og kommuner, hvor staten skal bevilge midler til kommunerne og stå for køb og salg af den jord, som skal laves til vådområder. Samtidig vil staten og KL danne en national styregruppe, der har til opgave at følge den overordnede udvikling i vandoplandene.
- Vi er glade for, at der er skabt et rigtigt godt udgangspunkt for indsatsen - helt i forlængelse af kommunalreformens arbejdsdeling med kommunerne som omdrejningspunkt for forvaltning af det åbne land. Med aftalen skal kommunerne meget hurtigt i arbejdstøjet. Derfor ser vi frem til et konstruktivt samarbejde med især lodsejere og staten, men også interesseorganisationer og andre gode kræfter, siger Jens Stenbæk, formand for KL's Teknik- og Miljøudvalg.
Målsætningen er at reducere udledningen af kvælstof til vandmiljøet med 1.130 tons inden 2015, svarende til op til 10.000 ha vådområder. Projekter i ådalene skal føre til, at udvaskningen af fosfor til vandmiljøet reduceres med 30 tons.
Der er afsat rundt regnet en milliard kroner fra 2010 til 2015, hvor midler fra EU's landdistriktsordning udgør en væsentlig del. Kommunerne får ansvaret for at indfri målsætningen, på nær projekter som skal etableres af private lodsejere. I januar 2011 vil regeringen og KL første gang gøre status over aftalen.
- Jeg er meget tilfreds med aftalen, og det er helt i tråd med ånden fra kommunalreformen, at staten og kommunerne går sammen om at løse denne store og væsentlige miljøopgave. Med aftalen tager vi et stort skridt i retning af at forbedre vandmiljøet i Danmark og sætte handling bag ordene fra Grøn Vækst aftalen, siger miljøminister Troels Lund Poulsen (V).
Vådområder og ådalsprojekter indgår i de vandplaner, som sendes i forhøring i kommuner og regioner primo januar 2010. Det sker som led i opfyldelse af EU's vandrammedirektiv. Samtidig sendes 246 Natura 2000-planer i forhøring. I begyndelsen af det nye år holder Miljøministeriet, KL og Kommunalteknisk Chefforening en fælles teknikerkonference med vand- og naturplanerne som tema.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.