dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Så blev det 1. april:
Usha Vance besøger Høje-Taastrup, og Egedal skifter byvåben

Der bliver også byttet borgmesterpost, flyttet et tårn, indsamlet korkpropper og skålet i champagne i dagens høst af aprilsnar.
1. APR 2025 11.25

Usha Vance nåede aldrig til hundeslædevæddeløb i Grønland, men nu kommer hun i stedet på besøg på Danmarks ældste hundevæddeløbsbane, Kallerupbanen i Høje-Taastrup. Det skriver kommunen på sin hjemmeside.

- Vi er blevet bekendt med besøget for ganske nylig. Det er selvsagt en stor begivenhed, som vi er i fuld gang med at forberede. Men vi glæder os over at imødekomme andendamens store interesse for væddeløb med hunde, siger en overrasket borgmester Michael Ziegler (K).

Han tilføjer, at kommunen også har sendt beskrivelser af kommunens værdifulde jordarter, bl.a. i en nedlagt grusgrav, da der spekuleres i, om besøget kan være første skridt i retning af massive investeringer i kommunen. Der er dog også modstand fra borgere, som frygter, at de oprindelige folks identitet vil blive presset af amerikansk indflydelse. 

Himmelbjergtårn flyttes

Skanderborg Kommune oplyser på sin hjemmeside, at det ikoniske Himmelbjergtårn fra i dag er placeret på Rådhuspladsen i København. 

"København har længe arbejdet på at få tårnet til hovedstaden, da det er en vigtig national kulturskat," skriver kommunen, som tilføjer, at flytningen er sket lige lovlig hurtigt hurtigt efter borgmester Frands Fischers (S) mening.

- Vi mener, at tårnet hører hjemme i Skanderborg Kommune. Det er et lokalt vartegn, og vi synes, at det skulle være op til Skanderborgs borgere at tage stilling til, hvor tårnet hører til, siger han og tilføjer, at kommunen er ked af at miste et så velkendt symbol. 

Borgmesterbytte

I Frederikssund Kommune bytter borgmester Tina Tving Stauning (S) og kommunaldirektør Torben Kjærgaard job resten af måneden, oplyser kommunen. Det sker for at gå nye veje for at styrke sammenhængskraften og udviklingsprojektet "Sammen om Frederikssund".

- Ud over min nye kontorudsigt over Torvet midt i Frederikssund by ser jeg frem til de mange, spændende politiske drøftelser med resten af byrådet, siger Torben Kjærgaard om byttet. 

Efter april er det muligt, at byttet bliver forlænget, fortæller de to - ledsaget af et foto, hvor borgmesteren er i gang med at give kommunaldirektøren borgmesterkæden på.

Nyt byvåben

Egedal Kommune har benyttet dagen til at lancere et helt nyt byvåben, hvor en odder får en central plads.

I december skrev kommunen under overskriften "Sensation - odder set i Egedal", at det sky rovdyr meget usædvanligt var blevet set på et vildtkamera tæt ved Veksø. Og i dag kunne kommunen så fortælle, at det egeblad, som hidtil har været kommunens faste kendetegn, bliver erstattet af en odder.

Det nye byvåben, som er udarbejdet i samarbejde med Naturstyrelsen, vil gradvist blive indført, når byrådet har godkendt en tillægsbevilling, fremgår det.

Vejbump på cykelstien

I Aarhus Kommune er det stigende antal elcykler på cykelstierne et så stort problem, at kommunen nu laver vejbump for at få farten ned, oplyser kommunens teknik- og miljøforvaltning på Facebook.

I en video kan man se, hvordan medarbejdere er i gang med at montere fartbump på de cykelstier, hvor farten blandt de eldrevne cykler er højest. 

Korkpropper til kunstgræs

Odense Kommune har delt en video på Facebook, hvor borgmester Peter Rahbæk Juel opfordrer borgerne til at aflevere deres brugte korkpropper, så de kan bruges til at lave kunstgræsbaner. 

Det fremgår, at kommunen har lavet særlige skilte til affaldsbeholderne, så propperne kan havne i den rigtige fraktion.

- Så vil vi samle det ind og sørge for, at børnene og de unge kan komme ud og spille fodbold. Og måske kan OB komme tilbage i Superligaen, lyder det fra borgmesteren.

Teslafri zone

I Københavns Kommune har et flertal i Borgerrepræsentationen besluttet, at Indre By fremover skal være Tesla-fri zone, skriver Politiken i sin aprilsnar. 

- Vi ønsker at sige klart fra over for præsident Trump og Elon Musk. Musk er ikke engang folkevalgt og fyrer i øjeblikket tusindvis af offentligt ansatte. Det kan vi ikke støtte, citeres miljø- og teknikborgmester Line Barfod for at sige, som også bruger ønsket om færre biler som argument for det nye forbud.  

I første omgang bliver forbuddet tillidsbaseret, indtil det er afklaret, hvordan forbuddet kan håndhæves.

Champagne på fødestuen

Region Hovedstaden oplyser på Instagram, at der fremover vil være champagneautomater på alle fødestuer og kejsersnitstuer i regionen.

- Vi ved, at fødsler er en stor og uforglemmelig oplevelse, og vi ønsker at sætte prikken over i’et for de nybagte forældre, siger chefjordemoder på Nordsjællands Hospital Tine Kirk Lind i opslaget.

Vi glæder os til at skåle med jer – for livet, kærligheden og de små mirakler!, skriver regionen. 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/usha-vance-besoeger-hoeje-taastrup-og-egedal-skifter-byvaaben

GDPR