
KL's bestyrelse har lyttet til kommunerne og er enig i, at de stadig er udfordrede på økonomien, selv om aftalen sidste år var et skridt i den rigtige retning. Udgiftspresset er stadig markant på det specialiserede socialområde, og der er et stort behov for at prioritere både klima og velfærd tilstrækkeligt.
Det var indholdet i et ændringsforslag fra KL's bestyrelse, som blev vedtaget på generalforsamlingen torsdag eftermiddag. Her lovede bestyrelsen også at være i tæt dialog med kommunerne, og at der i forlængelse af aftalen vil være fokus på at skabe overblik over kommunernes økonomi.
Ændringsforslaget var fremsat som svar på tre forslag fra København, Bornholm og Aalborg kommuner, som alle tre bortfaldt, da KL-forslaget blev vedtaget.
Beregninger undervejs
De tre forslag indeholdt alle opfordringer til at presse på for at få flere penge til kommunerne.
Derudover indeholdt Københavns Kommunes forslag en opfordring til, at KL både før, under og efter en eventuel indgåelse af en økonomiaftale med regeringen "bistår KL's bestyrelse og kommunerne med beregninger af, hvad der samtidig med den overordnede ramme sker nede i "maskinrummet", så både demografi, refusionsordninger, grundskyld mm. belyses."
Forslaget blev begrundet af teknik- og miljøborgmester Line Barfoed (EL), som ønsker at undgå den usikkerhed, der sidste år opstod om kommunernes økonomi hen over sommeren.
- Efter aftalen kom en række reguleringer, hvor flere kommuner pludselig stod i en helt anden situation, end de troede. Derfor er der behov for på den lange bane at have sikkerhed for, hvad man har til at drive kommunen, sagde hun.
Derimod talte beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) imod forslaget.
- Jeg har tillid til, at KL nok skal sikre den bedst mulige aftale. Vi sender heller ikke Mette Frederiksen til forhandlinger med Macron med krav om, at hun liveblogger fra Élysée-palæet. Jeg har det fint med først at kende aftalen, når den er på plads, sagde han.
Og som sagt faldt forslaget om adgang til maskinrummet altså som følge af, at bestyrelsens forslag blev vedtaget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.