VEJLE: Økonomiudvalget i Vejle er hasteindkaldt onsdag efter oplysninger i Ekstra Bladet om, at flere af de 13 asylsøgere, som efter planen snart flytter ind i et asylcenter i Sandvad, er dømt for drab og sædelighedsforbrydelser. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
I august nikkede udvalget ja til, at Udlændingestyrelsen ønskede at reaktivere asylcentret "til et mindre antal voksne asylansøgere med flere med særlige behov, som på grund af for eksempel fysisk og/eller psykisk sygdom, demens, misbrugsproblemer med videre har behov for indkvartering i et mindre, skærmet miljø".
Men til Ekstra Bladet oplyser styrelsen nu, at flere af personerne er dømt for personfarlig kriminalitet. De har hidtil været indkvarteret i botilbuddet Station Vest i Brovst i Jammerbugt Kommune, men den aftale udløber til nytår.
Flere borgere i Sandvad siger til avisen, at de føler sig ført bag lyset, fordi de havde fået indtryk af, at de nye naboer skulle være psykisk sårbare flygtninge, men ikke kriminelle.
Udlændingestyrelsen siger til Ekstra Bladet, at der er tale om en gruppe, som erfaringsmæssigt ikke er særligt aktive eller synlige i lokalområdet, og at man ikke har hørt om lokale klager i Brovst.
Borgmester Jens Ejner Christensen (V) og kommunaldirektør Niels Ågesen har nu bedt styrelsen om hurtigt svar på, hvem målgruppen for centret er, og hvordan man vil sikre, at den ikke ændrer sig efterfølgende. Borgmesteren siger til Vejle Amts Folkeblad, at man endnu ikke har godkendt en forlængelse af lejekontrakten i Sandvad, som ellers udløber til nytår.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.