Sagaen om den interne uro i Venstre fortsætter, idet dele af Venstres bagland har fået nok af formandskabet i Venstre. Fire medlemmer af Venstre står nu frem med navn i Jyllands-Posten og kræver Lars Løkke Rasmussen afsat som formand og Kristian Jensen afsat som næstformand.
I en kronik i avisen kræver Bent Jørgensen, byrådsmedlem for Venstre i Roskilde Kommune, og Kåre Ghisler Fuglsbjerg, næstformand for Venstre Roskilde Midt, som er en af Venstres 388 vælgerforeninger, en ny ledelse i partiet.
- Det er nok nu. Tiden er inde for Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen til at sætte Venstre og det liberale Danmark højere end deres egne personlige ambitioner. De har begge vist sig ude af stand til at holde deres stridigheder interne - til stor skade for partiet, skriver de.
Der er i stedet brug for en ny start, mener Bent Jørgensen og Kåre Ghisler Fuglsbjerg. Her bør Jakob Ellemann-Jensen (V) overtage formandsposten. Og Stephanie Lose (V) bør være den nye næstformand, lyder det. Dertil skal V-profiler som Karsten Lauritzen, Tommy Ahlers og Inger Støjberg være i den politiske ledelse.
Den nuværende ledelse er decideret 'skadelig' for partiet. Det mener de to kronikører.
Det hele går op i positionering
- Lad os blot fremhæve, at Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensens uansvarlige og ukollegiale måde at lede partiet er dybt skadelig. Det samme er Claus Hjort Frederiksen vedvarende konflikteskalering.
- Venstre er i en situation, hvor det reelt er umuligt at diskutere partiets linje, fordi det hele går op i positionering, og hvem der er loyal over for hvem, skriver Bent Jørgensen og Kåre Ghisler Fuglsbjerg.
De to står ikke alene. Svend Møller Sørensen, medlem af Venstres hovedbestyrelse og kommuneforeningsformand i Skanderborg, er enig. Der er brug for et nyt formandskab. Men han vil ikke sætte navne på. Også Mette Marie Thomsen, der er kommuneforeningsformand i Holstebro og ligeledes sidder i hovedbestyrelsen, er citeret i Jyllands-Posten.
Hun ser gerne Lose være en del af Venstres ledelse, siger hun til avisen. Lose er i dag formand for Danske Regioner og regionsrådsformand i Syddanmark.
Ifølge flere medier ønsker centrale kræfter i partiet at få en helt ny ledelse i Venstre. Altså uden Lars Løkke Rasmussen og uden Kristian Jensen. Medmindre Løkke eller Jensen trækker sig inden, vil ændringer i formandskabet dog først kunne ske i november, når partiet holder landsmøde.
Mail til alle medlemmer
I et nyligt interview med avisen Danmark har Lars Løkke Rasmussen erkendt, at han selv kunne have gjort mere for at undgå den krise, der har præget partiet efter sommerferien.
Han har i kølvandet sendt en mail til alle Venstres 32.000 medlemmer, hvor han orienterer om situationen.
I en mail til Jyllands-Posten skriver politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen, at Venstres ledelse 'anerkender til fulde, at der har været meget uro i de seneste uger. Men vi er også enige om, at vi har en rigtig stærk ledelse i Venstre'.
Ritzau har været i kontakt med Ellemann-Jensen. Han har ikke mere at tilføje i sagen, oplyser han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.