
IKAST-BRANDE: Et vindmølleprojekts fremtid ved Kratlund i Ikast-Brande Kommune ligger i øjeblikket hen i det uvisse. Ikast-Brande vil gerne have de ni 150 meter høje møller, som årligt kan levere 100.000 MWh grøn strøm.
Men da projektet blot ligger få hundrede meter fra kommunegrænsen til Herning, skal nabokommunen også høres, og her mener man, at projektet påvirker landskabet så negativt på Hernings side af grænsen, at man har valgt at nedlægge veto mod projektet. Det veto er man uforstående over for i Ikast-Brande.
- Det er et benspænd for den grønne omstilling, at en nabokommune på et spinkelt grundlag kan spærre for et vigtigt projekt, udtaler viceborgmester samt formand for klima-, natur- og bæredygtighedsudvalget i Ikast-Brande Kommune Kasper Pauli Pedersen (S) i en pressemeddelelse.
Ikast-Brande har uden held forsøgt at gå i dialog med Herning Kommune om at få ophævet vetoet. Derfor vil Ikast-Brande nu benytte den mulighed, som planloven giver for at få ministeren til at træffe afgørelse i sagen. Ikast-Brande har derfor bedt minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V), om at træffe en afgørelse i sagen.
- Ministeren kan forhåbentlig se det absurde i, at der bliver nedlagt veto på baggrund af overleveringer fra amternes tid om ”større uforstyrrede landskaber”. Landskabet er i øvrigt ikke mere uforstyrret, end at der kan drives konventionelt landbrug, rejses amerikanersiloer og så fremdeles. Det uforstyrrede er dermed til at overse i denne sammenhæng, siger Kasper Pauli Pedersen.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.