
22 medlemmer af De Konservatives bagland har mandag i et brev indstillet Pernille Weiss som spidskandidat til EU-parlamentsvalget næste år.
Indstillingen fra de 22 partifolk, heriblandt fire byrådsmedlemmer, kommer, efter at partiledelsen i foråret opfordrede Weiss til at trække sig i forlængelse af en intern undersøgelse af dårligt arbejdsmiljø på hendes kontor.
- Det handler i bund og grund om, at vi synes, at den proces, der har været omkring Pernille Weiss som kandidat eller ej, fra ledelsens side ikke har været håndteret særlig pænt, siger Heidi Bundgaard fra Varde byråd.
Det er ifølge Bundgaard landsrådet, der skal tage sådan en beslutning. Hun kritiserer ledelsen for topstyring.
Indstillingen fra baglandet kommer, efter at partiformand Søren Pape Poulsen (K) i maj meddelte, at der var "bred enighed" om ikke at genopstille Weiss som spidskandidat. Desuden opfordrede han Weiss til straks at trække sig fra EU-Parlamentet.
Opfordringen kom efter en intern undersøgelse af Weiss' kontor, hvor tidligere medarbejdere havde fortalt, at de følte sig "mobbet" og "truet". Flere havde ifølge undersøgelsen forladt kontoret på grund af dårligt arbejdsmiljø.
De 22 underskrivere repræsenterer ifølge Heidi Bundgaard medlemmer over hele landet - både Jylland, Fyn, Sjælland og Bornholm.
Vælgerforeningen på Fanø ønsker også Pernille Weiss opstillet, hvilket tidligere er meddelt, og det står fortsat til troende, oplyser byrådsmedlem Christian Lorenzen til Ritzau. Silkeborg vælgerforening har derimod trukket støtten til Weiss.
Indstillingen fra de 22 konservative er sendt til Søren Pape Poulsen og Søren Vandsø, som er partiets generalsekretær.
De Konservatives forretningsudvalg har allerede indstillet folketingsmedlem Niels Flemming Hansen som partiets spidskandidat ved valget til EU-Parlamentet. Som nummer to og tre på listen indstilles de tidligere folketingsmedlemmer Marcus Knuth og Birgitte Bergman.
Heidi Bundgaard fortæller, at hun og de øvrige underskrivere har svært ved at forholde sig til den interne undersøgelse af Pernille Weiss. De står tilbage med flere ubesvarede spørgsmål: Hvad er bevæggrunden? Hvem har udtalt sig? Er det kun anonyme?
Betvivler du undersøgelsens kvalitet?
- Ja, det kan du godt sige. Følelsen af at være blevet mobbet kan være mange ting. Og hvor mange er det? Og hvad har Pernille gjort? Har hun ignoreret det, haft dialog eller søgt mægling? Alt det savner jeg svar på.
Hvad ønsker I at opnå?
- Vi ønsker, at Pernille får lov at komme til afstemning. Og så lader vi medlemmerne tale. Hvis sol, måne og stjerner står ret, så kommer hun på listen. Det synes jeg ville være rigtig godt, da hendes resultater taler for sig selv. Hun fortjener at få en omgang mere dernede, siger Heidi Bundgaard.
Pernille Weiss har ifølge Bundgaard et stort netværk, som er til gavn for De Konservative.
Kan I ikke bare være med til at skabe noget mere uro i De Konservative, som i forvejen er ramt?
- Jo, det kan man selvfølgelig godt sige, men på den anden side kunne det være rart, hvis vi er enige om, hvordan tingene bliver gjort.
Det fremgår af brevet fra de 22 partifolk, at "hvis Pernille Weiss ikke opnår valg til spidskandidat, indstilles hun til at fremgå på partiets liste til europaparlamentsvalget 2024".
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.