
Efter at børn og unge for en måned siden fyldte meget lidt i smitteregnskabet, er teenagerne nu den aldersgruppe, hvor flest testes positivt.
De seneste syv dage er 849 unge mellem 10 og 20 år testet positiv, viser dagens tal fra Statens Serum Institut. Dermed er det den aldersgruppe, som har flest smittede, efterfulgt af folk i 20'erne, 30'erne og 40'erne.
For en måned siden lå de unges smittetal lavere end alle ti-års grupper fra 20 til 69 år, efter at de i december blev sendt på hjemmeundervisning. Set over hele coronaperioden har de unge været næstmest smittet, dog overgået af unge i 20'erne.
Den nye stigning blandt de unge hænger formentlig delvist sammen med, at de i et vist omfang har fået lov at komme i skole igen. Fx blev 22 elever på Vivild Efterskole smittet af hinanden op til påske, fortæller Lokalavisen Norddjurs.
717 nye positive
Det seneste døgn er 717 personer testet positiv ved PCR-test. Det er flere end de foregående dage, men med over 214.000 nye PCR-test er andelen af positive test den samme som i går, nemlig 0,33.
Der er lige så mange indlagte som i går, 237. Endnu en person er død senest en måned efter at være testet positiv. Det bringer det samlede antal corona-dødsfald op på 2.436.
Udover de godt 214.000 PCR-test er næsten 212.000 personer blevet kviktestet. De positive resultater herfra tæller ikke med i antallet af nye smittede, da de typisk bliver efterfulgt af en mere sikker PCR-test.
Blandt kommunerne er det fortsat Ishøj og Rødovre, som er hårdest ramt med en incidens på henholdsvis 455 og 241. Også Albertslund og Høje-Taastrup er over 200.
Ifølge Kasper Iversen, professor ved Københavns Universitet og overlæge ved Herlev og Gentofte Hospital, ser coronasituationen stabil ud.
- Det går selvfølgelig lidt op og lidt ned. Indlæggelsestallet holder sig stabilt. Og den overordnede trend er, at der ikke rigtig er nogen stigning eller i hvert fald en meget langsom stigning i smittetallet. Det er super positivt, siger han til Ritzau.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.