AARHUS: Som den første kommune i Danmark er Aarhus gået i luften med egen crowdfunding-platform, oplyser kommunen.
Den nyudviklede platform skal gøre det let for borgerne i Aarhus Kommune at oprette og støtte hinandens og egne projekter samtidig med, at Aarhus Kommune er garant for ordentlige og trygge forhold.
Det sker som led i at føre kommunens medborgerskabspolitik ud i livet, da det er borgernes egne projekter, der kan crowdfundes. Det vil sige, at de selv skal forberede dem, crowdfunde til dem og realisere dem efterfølgende.
- Som kommune har vi en vigtig opgave i at understøtte de mange gode kræfter, vi ved findes ude lokalt og give dem handlekraft. Jeg ved fra mine besøg rundt ved lokalrådene, at en platform til at crowdfunde er noget af det, man har efterspurgt, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).
Fællesskabets interesse
Kommunen lover gennemsigtighed omkring alle processer, og at man kan være sikker på at få sine penge tilbage, hvis ikke et projekt opnår det fulde beløb til at blive til noget.
Betingelsen for at få et projekt på platformen er, at det skal ligge i kommunen, understøtte kommunens medborgerskabspolitik, være lovligt og ligge indenfor kommunalfuldmagtens rammer. Projekterne skal være åbne for alle og i fællesskabets interesse, og ideerne kan komme fra private borgere, virksomheder, foreninger eller institutioner.
De fire første projekter på platformen er:
- Nonprofit-organisationen Det Kærlige Måltid indsamler penge til at lade unge lave sunde måltider til sygdomsramte
- Headspace indsamler penge til en ladcykel, som kan gøre opmærksom på organisationen
- Dansk Dyreværn Aarhus til udendørs løbegårde til kaniner
- Dagtilbud vil lave biodiversitet på legepladsen
Ekstern leverandør
Den nye platform er udviklet helt fra bunden i samarbejde med en ekstern leverandør, der har stået for layout, design, funktioner og rettigheder på platformen samt afdækning af juridiske, finansielle og sikkerhedsmæssige udfordringer.
Kommunen vil afholde workshops for interesserede, som kan hente tips og tricks til at komme i mål med ens projekt.
Crowdfunding-platforme, orienteret omkring geografiske områder, kendes fra flere byer rundt i verden, for eksempel Hamborg og London.
Se Crowdfunding Aarhus her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.