Alle kommuner, der troede, de havde deres budget for 2022 på plads, skal nu se på det igen, og alle, der ikke er nået i mål endnu, har fået en ekstra hurdle på vejen. Et virtuelt borgmestermøde fredag endte med en fælles beslutning om, at alle kommuner skal spare 0,4 pct. på deres samlede budget, skriver KL's magasin Danske Kommuner.
Årsagen er det, der står nederst i praktisk taget alle budgetaftaler, nemlig noget i retning af, at "det kan være nødvendigt at revidere budgettet inden endelig vedtagelse, hvis det viser sig nødvendigt, for at kommunerne under ét kan overholde de aftalte service- og anlægsrammer i økonomiaftalen for 2022". Det har så netop vist sig nødvendigt.
Målt i penge er kommunerne under ét 1,1 mia. kr. på den forkerte side af service- og anlægsloftet, og 0,4 pct.'s besparelse på alles budgetter er den enkle måde at komme derned. "Det muliges kunst", siger KL-formand Jacob Bundsgaard (S) til KL's magasin.
Fristen for at have besluttet endelige budgetter er 15. oktober. Kun få kommuner er kommet så langt, at de har andenbehandlet deres 2022-budget på et byrådsmøde, men omkring to tredjedele har aftaler på plads, som de kommer til at genåbne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.