
Siden 2018 er der ikke sket nævneværdige ændringer i antallet af unge mellem 25 og 29 år, der hverken er i arbejde eller under uddannelse.
Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Trods gode konjukturer var der nemlig 29.580 unge voksne uden job og uddannelse i 2023. Det er højere end i 2016 og på niveau med 2018.
- Alt for mange unge mellem 25 og 29 år bliver efterladt på perronen uden job og uddannelse. Desværre går gruppen under radaren. Heldigvis er der stort politisk fokus på de lidt yngre uden job og uddannelse, men der er en tendens til, at de 25-29-årige bliver glemt af politikerne, siger Emilie Damm Klarskov, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Analysen viser desuden, at gruppen har mange forskellige udfordringer, som de slås med. Det gælder helbred, lav faglighed og tung familiebaggrund.
Psykiske lidelser og kriminalitet
De unge uden job eller uddannelse kan deles op i to overordnede grupper: Den største gruppe, der har grundskolen som højeste uddannelse og en mindre del (svarende til cirka en fjerdedel af gruppen), der har gymnasiet som højeste uddannelse.
Blandt dem, der ikke har anden uddannelse end grundskolen, har mere end halvdelen af kvinderne en moderat psykisk diagnose, og hver femte kvinde har en svær psykisk lidelse. Blandt mændene gælder det lidt færre, men stadig langt flere end blandt andre unge voksne.
Når det kommer til kriminalitet, er billedet omvendt. Her er mændene nemlig stærkt overrepræsenteret: Omkring halvdelen af mændene med grundskolen som højeste uddannelse har været sigtet for en forbrydelse, og næsten en tredjedel har en betinget eller ubetinget dom på straffeattesten.
- Kriminalitet, psykiatriske diagnoser, anbringelser og problematiske familieforhold er bare nogle af de komplekse udfordringer, som står i vejen for, at de unge kan få fodfæste på en uddannelse og arbejdsmarkedet. Det er ikke noget, der løser sig af sig selv, fordi der er efterspørgsel på arbejdskraft. Det er personer med langvarige og dybe problemer. Derfor er der behov for målrettede indsatser, og selvom det kan være dyrt på den korte bane, tjener det sig hjem på den lange bane, siger Emilie Damm Klarskov.
Analysens hovedkonklusioner
- Knap 30.000 unge mellem 25 og 29 år er uden job og uddannelse. Cirka tre fjerdedele har ingen anden uddannelse end grundskolen, mens den sidste fjerdedel har gennemført en gymnasial uddannelse. Det samlede antal har ikke rykket sig i betydelig grad siden 2016.
- Gruppen har oftere både fysiske og psykiske diagnoser, har oftere en plettet straffeattest, og kommer oftere fra en socialt svag familiebaggrund. Særligt kvinderne er ramt af psykiske diagnoser, mens særligt mændene har plettede straffeattester.
- 7 ud af 10 unge mellem 25 og 29 år med grundskolen som højest fuldførte uddannelse modtager en offentlig ydelse. Heraf modtager størstedelen uddannelseshjælp, men også ressourceforløb og fleksjob er udbredte ydelser. Også en stor del af de 25-29-årige uden job og uddannelse, men med en gymnasial uddannelse, modtager en offentlig ydelse.
Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE)
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.