
AALBORG: Forældre, der vælger at få deres børn passet i en privat pasningsordning, får nedsat tilskud, hvis den private børnepasser har flere end 30 lukkedage om året.
Sådan står der på Aalborg Kommunes hjemmeside, men det er i strid med dagtilbudslovens regler, lyder det i en udtalelse fra Ankestyrelsen. Styrelsen mener også, at meldingen er i strid med den forvaltningsretlige grundsætning "skøn under regel", som betyder, at en myndighed ikke lovligt kan opstille regler, der afskærer eller begrænser en skønsmæssig afvejning.
Kommunen har overfor Ankestyrelsen argumenteret med, at forældretilskuddet beregnes ud fra en sammenligning med prisen for en kommunal plads, og at der er brug for en tilstræbt objektiv beregning. Hvis tilskuddet til den private pasning skal svare til en kommunal fuldtidsplads, er det rimeligt at reducere tilskuddet, hvis den private pasning udgør mindre end en fuldtidsplads.
Men ifølge Ankestyrelsen skal kommunen allerede ved godkendelsen af en konkret pasningsaftale mellem forældre og privat børnepasser tage stilling til, om det svarer til en fuldtidsplads, og det skal bero på en skønsmæssig afvejning og ikke en fast regel.
Ministeriet spurgt til råds
Ankestyrelsen har forhørt sig i Børne- og Undervisningsministeriet, før man afgjorde sagen.
Styrelsen spurgte: ”Kan en pasningsaftale med mere end 30 lukkedage om året svare til en fuldtidsplads, fx på grund af længere åbningstider, weekendåbent eller lignende?”
Til det svarer ministeriet, at "kommunalbestyrelsens godkendelse af pasningsaftalen skal ske på baggrund af en konkret individuel vurdering af den samlede ordning", herunder skal kommunen vurdere, hvad der normalt betragtes som rimeligt omfang af ferie.
Men da formålet med de private pasningsordninger er at give et alternativ og for eksempel dække pasningsbehov, der ikke normalt dækkes af dagtilbud, kan en aftale med mere end 30 lukkedage godt svare til en fuldtidsplads, hvis der er længere åbningstider på hverdage, weekendåbent, åbent på helligdage osv., lyder det fra ministeriet.
"Da en privat pasningsordning har til formål at være et alternativ til et dagtilbud, er der efter ministeriet opfattelse ikke krav om, at private pasningsordninger skal være direkte sammenligneligt med et dagtilbud i forhold til eksempelvis antallet af lukkedage. Åbningstiden i en privat pasningsordning kan efter ministeriets opfattelse således godt være kortere end i øvrige fuldtidstilbud i kommunen og alligevel udgøre et fuldtidstilbud, idet det kan være dyrere at få passet sit barn i aften og nattetimer og weekender," skriver ministeriet blandt andet.
Ankestyrelsen har nu bedt byrådet i Aalborg inden for tre måneder at oplyse, hvad udtalelsen giver anledning til.
Læs hele udtalelsen her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.