
ESBJERG: Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) handlede i strid med kommunestyrelseslovens paragraf om initiativret, da han i 2021 afslog at sætte et forslag om forbud mod valgplakater på byrådets dagsorden.
Det fastslår Ankestyrelsen i en udtalelse, efter at det radikale byrådsmedlem Anne Marie Geisler Andersen havde klaget.
Samtidig konkluderer Ankestyrelsen, at byrådet i et andet tilfælde fejlagtigt har besluttet at afvise et medlemsforslag fra det radikale byrådsmedlem. Til gengæld får hun ikke medhold i et par andre klagepunkter over, hvad hun opfatter som byrådsflertallets begrænsning af mindretallets rettigheder.
Nej til valgplakater
Forslaget om valgplakater først:
Anne Marie Geisler Andersen ønskede ovenpå kommunalvalget i 2021 at få et punkt på dagsordenen om at afskaffe valgplakater ved fremtidige kommunalvalg for at undgå unødvendigt spild af ressourcer.
Jesper Frost Rasmussen meldte tilbage, at forslaget ikke var et kommunalt anliggende omfattet af initiativretten. Først da hun havde omformuleret forslaget to gange, kom det på udkastet til dagsorden i januar, altså efter at den nye kommunalbestyrelse var trådt til.
Ankestyrelsen fastslår, at forslaget skulle have været på udkastet til dagsorden for det førstkommende møde i byrådet, og så kunne borgmesteren på selve mødet under godkendelse af dagsordenen have gjort opmærksom på, at han ikke mente, forslaget skulle behandles her. Så havde det været op til byrådet at beslutte, om sagen skulle afvises eller ej.
Åbenhed om konstituering
Få måneder senere ønskede det radikale byrådsmedlem, at konstitueringsaftalen mellem byrådets borgerlige partier skulle offentliggøres på kommunens hjemmeside.
Forslaget kom med på udkastet til dagsorden, men flertallet valgte at afvise punktet, da dagsordenen skulle godkendes. Det skete efter rådgivning fra forvaltningen og indstilling fra borgmesteren, som mente, at det faldt udenfor byrådets kompetence.
- Det er ikke et byrådsanliggende eller et kommunalt anliggende. Det er blot et internt stykke arbejdspapir indeholdende nogle hensigtserklæringer og retninger, forklarede borgmesteren dengang til JydskeVestkysten. Til avisens påpegning af, at flertalspartierne i andre kommuner lægger deres konstitueringsaftaler ud, svarede han, at det er der ikke tradition for i Esbjerg.
Men byrådet var ikke berettiget til at afvise forslaget fra dagsordenen, vurderer Ankestyrelsen. Byrådet ville nemlig godt kunne træffe en lovlig beslutning inden for rammerne af medlemsforslaget, og derfor burde det have været behandlet.
Kritik afvises
Til gengæld får Anne Marie Geisler Andersen ikke medhold i sine øvrige kritikpunkter.
Hun havde klaget over, at hun blev afbrudt af borgmesteren, da hun var halvvejs i et indlæg. Ifølge Ankestyrelsen lå det inden for det skøn, der tilkommer borgmesteren som mødeleder, og han mente, at indlægget handlede om et forslag, der var blevet afvist på et tidligere møde.
Ankestyrelsen vil heller ikke underkende et punkt i kommunens forretningsordener om, at en afvigende mening som udgangspunkt højst må udgøre tre linjer.
Endelig erklærer styrelsen sig enig med kommunen i, at der ikke burde have været indkaldt en stedfortræder for Anne Marie Geisler Andersen til møder i et forhandlingsudvalg, som er underudvalg til økonomiudvalget, og hvor ikke-medlemmer af økonomiudvalget også inviteres til at være med.
Dog undrer Ankestyrelsen sig over, at samtlige medlemmer af økonomiudvalget er med i forhandlingsudvalget, når nu der står i forretningsordenen, at det vælges af og blandt udvalgets medlemmer. Styrelsen overvejer lovligheden og beder om byrådets bemærkninger til udtalelsen.
Hele Ankestyrelsens udtalelse kan læses her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.