
Når den sidste flaske i posen er afleveret i pantautomaten, kan man i Coops 600 butikker vælge at støtte folkeskolernes undervisning i madkundskab ved at donere værdien af sin flaskebon til Coops madskole GoCook, der støtter undervisningen i madkundskab i alle landets kommuner.
Det skriver supermarkedskæden i en pressemeddelelse.
Coop, der driver butikkerne Kvickly, SuperBrugsen og 365discount, ønsker at sætte fokus på børn og unges madfærdigheder.
- Vi bruger meget lidt tid i køkkenet, spiser mere og mere færdiglavet mad, og vi spiser færre danske grøntsager. Det går ned ad bakke for vores madkultur og nærhed i måltidet, siger Pernille Skipper, formand for Coop Amba, i en pressemeddelelse.
Ifølge en undersøgelse, som Coop selv har foretaget, hjælper børn "markant" mindre til med praktiske opgaver i hjemmet end for 15 år siden. Det samme gør sig gældende med deres bidrag til madlavning i hjemmet.
Stramme skolebudgetter
På flere skoler bliver budgetterne samtidig stadig mindre, og det udfordrer undervisningen i madkundskab.
- Vi har nu fundet en model, hvor vi kan samle penge ind over hele landet, og hvor man med sin pant kan hjælpe til at give danske børn grøntsager mellem hænderne og erfaringer i køkkenet, som mange mangler, og som måske er mere nødvendigt end nogensinde før, siger Pernille Skipper.
Donationen vil potentielt kunne betyde, at både undervisningsmateriale og råvarer kan tilbydes gratis til skoler over hele landet. Donationer på Coops pantautomater varierer alt efter formålet.
I 2024 blev der doneret 5,3 millioner kroner til skovarealer gennem pantautomaterne. Håbet er, at det vil være en stærk appel, at man kan støtte, at børn og børnebørn lærer at lave mad i skolen, lyder det.
Indsamlingen er godkendt af Indsamlingsnævnet, og donationerne går ubeskåret til Coops madprogrammer.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.