
90.000 svækkede ældre oplever mangel på hjælp i deres liv. Det skriver Ældre Sagen i en pressemeddelelse baseret på en ny rapport fra RUC.
Forskere har undersøgt omsorgsfattigdom og fundet frem til, at hver anden svækket ældre over 70 oplever at mangle hjælp, og det påvirker livskvaliteten.
Tine Rostgaard er en ud af de tre professorer bag rapporten fra RUC. Hun fortæller, at partnerens betydning er et gennemgående og markant resultat i undersøgelsen.
- Flere ældre nævner manglen på pårørende og især partner som årsag til, at de ikke modtager hjælp, siger Tine Rostgaard i en pressemeddelelse.
Ifølge hende afdækker rapporten et samspil mellem individuelle, strukturelle og holdningsmæssige forhold.
- De samspil er årsag til, at vi kan tale om egentlig omsorgsfattigdom.
Manglende rengøring fylder
Det er især mangelfuld rengøring, der fylder hos de svækkede ældre.
- Én ting er ikke at modtage hjælp. En anden er, om man oplever at mangle denne hjælp i hverdagen. Det gør hver anden svækkede ældre over 70, og de mangler især hjælp til rengøring, siger Tine Rostgaard.
Undersøgelsen peger på, at der hersker en betydelig usikkerhed omkring retten til hjemmehjælp og besværlige ansøgningsprocesser.
- Det er jo et massivt svigt. Når så mange svækkede ældre står uden den hjælp, de har brug for, er det ikke bare en fejl i systemet, det er et grundlæggende brud på velfærdskontrakten, siger Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, i pressemeddelelsen.
Rapporten, der er finansieret af Ældre Sagen, bygger på spørgeskemadata indhentet blandt ældre i 25 kommuner samt interviewdata indhentet blandt ældre i fem kommuner.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.