SILKEBORG: Politiet har skudt en hund, der opførte sig aggressivt ved en børnehave. Det skriver TV2 Østjylland.
Børnehaven Funder Kirkeby Børnehus, der ligger nær Silkeborg, ringede mandag over middag til Midt- og Vestjyllands Politi for at anmelde, at to hunde løb frit rundt tæt ved børnehavens område. Det var rottweilere, og på en uvis måde lykkedes det hundene at komme inden for børnehavens hegn.
Børnene og pædagogerne søgte tilflugt i et drivhus på legepladsen.
Den ene af hundene - en han - var rolig, og det lykkedes de ansatte at fange hunden og give den snor på. Men den anden hund - en tæve - var der større problemer med. Den snerrede, og pædagogerne oplevede den som truende og kunne ikke fange den.
Tæven løb ud af legepladsen, og det gjorde det muligt for børnene og pædagogerne at rykke indenfor i børnehaven. Da politiet ankom, fik de overdraget hanhunden, mens tæven stadig løb frit rundt.
Den blottede tandkød, og en betjent oplevede den som truende, da hunden kom løbende imod ham. Han valgte af hensyn til sin egen og vidners sikkerhed at løsne skud. To gange blev hunden ramt, og den faldt om. For at sikre, at hunden blev ordentligt aflivet, affyrede han et tredje skud, skriver TV2 Østjylland.
Besked på Aula
Alle børnene befandt sig på det tidspunkt inde i børnehaven, og ingen af dem hverken så eller hørte hunden blive skudt.
- Vi skrev det på Aula, så forældrene kunne tale med børnene om det, nogle blev forskrækkede, men der er ingen skade. De fik lov at kigge på politibilerne, siger Ulla Kær Christensen, der er daglig leder af børnehuset, til TV2 Østjylland.
Politiet har fundet frem til ejeren af hundene. Han vidste ikke, at de var sluppet fri, og han har ifølge politiet forståelse for politiets ageren på baggrund af tævens opførsel.
Hundeejeren er sigtet for brud på hundeloven, og der vil ifølge politiet oftest være tale om bødesager i de tilfælde.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.