HØJE-TAASTRUP: Vaccinationsindsatsen er i fuld gang. Men i Høje-Taastrup Kommune halter indsatsen, mener kommunens borgmester, Micheal Ziegler (K), skriver TV2 Lorry. Derfor beder han nu om hjælp af sundhedsministeren.
- Det er et opråb og et nødråb, for vi kan se, at vi halter efter med vaccinetilslutningen, og vi kan samtidig se, at vores smittetryk stiger, forklarer Ziegler til TV2 Lorry.
Det er specifikt én ting, som Høje Taastrups borgmester har behov for.
- Det, jeg efterspørger, er i virkelighed mere præcis data. Vi vil utroligt gerne understøtte vaccinationsindsatsen, men de data, vi får, er meget summariske, de er meget overfladiske og hjælper os ikke med, hvor vi kan målrette vores vaccineindsats, fortæller Michael Ziegler.
Ifølge ham er kommunens egen værktøjskasse ved at være tom, derfor er netop data et vigtigt redskab for kommunen.
- Vi gør alt, hvad vi kan. Vi har talt med imamer, talt med boligselskaber. Vi prøver med vores egne medarbejdere at påvirke via den påvirkningskanal. Men jo mere præcis viden vi har om, hvor skoen trykker, jo mere præcist kan vi få rettet skoen til, lyder det.
Lige nu er Høje Taastrup nummer fire på listen over kommuner i Danmark, hvor færrest har påbegyndt vaccinen mod covid-19.
Bedre statistik ønskes
Og flere borgmestre fra netop de kommuner med færrest vaccinerede borgere bakker op om Michael Zieglers opråb.
- Jeg er enig med ham i, at vi har brug for en styrket indsats, og vi har brug for et bedre statistisk grundlag, så vi kan målrette vores indsats, lyder det fra Albertslunds borgmester Steen Christiansen (S).
- Hvis man kan få det, er jeg helt med på den. Jeg er dog lidt i tvivl om, hvordan det skal gøres, og det tror jeg også, at staten og regionen er i tvivl om. Men ideen er jo god nok, siger Ole Bjørstorp (Ishøjlisten), der er borgmester i Ishøj.
Michael Ziegler satser på, at hans bøn bliver hørt.
- Jeg håber, at enhver ansvarlig minister vil tage sådan et nødråb alvorligt, for vi er jo stadig ikke igennem endnu, lyder det.
TV2 Lorry har forsøgt at få en kommentar fra Sundhedsminister Magnus Heunicke (S), men det har ikke været muligt.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.