
HELSINGØR: Byrådet i Helsingør skal i dag tirsdag beslutte, om et murmaleri, der forestiller Simon Spies, skal overmales. Det fremgår af byrådets dagsorden.
Maleriet af Simon Spies har været udsat for hærværk med graffiti og overmaling. Derfor står beslutningen mellem at forsøge at redde murmaleriet eller male det helt over med hvid maling.
Borgmester Benedikte Kiær (K) vil overmale muren. Hun pointerer, at det vil ødelægge muren, hvis man bliver ved med at afrense den.
- Og samtidig vil man stå som skydeskive for ny graffiti, siger hun.
Murmaleriet af Simon Spies på Simon Spies Plads er fuldstændig overmalet, fortæller Benedikte Kiær, og der står "pædofil" skrevet hen over det.
- Det er ikke noget, vi skal byde vores gæster velkommen med. Der skal gøres noget ved den mur, siger hun.
Det fremgår af dagsordenen, at et forsøg på at redde vægmaleriet kan koste op til 15.000 kroner, hvor en overmaling vil koste cirka 10.000 kroner.
Ifølge Benedikte Kiær vil man kunne ende med at bruge mange af kommunens midler på at afrense maleriet igen og igen.
- Vi har malerier rundt i byen, som får lov at være i fred. Det er et vink med en vognstang, siger hun om, at Simon Spies-maleriet er overmalet.
Et flertal i Kultur- og Turismeudvalget har tidligere besluttet at overmale maleriet, men to modstandere begærede sagen i byrådet.
På omstridt plads
Murmaleriet er placeret på en plads midt i Helsingør, der er opkaldt efter Simon Spies. Pladsen har været omdiskuteret, siden DR sendte en dokumentar i sommeren 2022 om Simon Spies. Her fortalte tidligere ansatte, hvordan Spies betalte dem for sex og at få lov til at udøve vold imod dem.
Da dokumentaren kom, og Berlingske senere afdækkede Simon Spies' holdning til nazismen, besluttede Benedikte Kiær, at hendes holdning var, at pladsen burde ændre navn. Pladsen har været udsat for hærværk flere gange, siden DR sendte dokumentaren. Blandt andet er skiltet, hvor der står Simon Spies Plads, blevet pillet ned, og der er også blevet malet graffiti på pladsen.
Et snævert flertal i byrådet valgte dog at beholde navnet.
/ritzau / ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.