dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Et beskyttelsesrum i Korsør er her fotograferet i 2022. På det tidspunkt kunne beskyttelsesrummet umiddelbart ikke umiddelbart anvendes, men skulle klargøres af kommunen før brug.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kommuner udnytter ikke mulighed for at bygge beskyttelsesrum

Det seneste år har kommuner ikke stillet krav om, at der skal bygges beskyttelsesrum, viser DR-rundspørge.
25. JUL 2025 8.03

Når der bygges nye bygninger i landets kommuner, har kommunerne med loven i hånden mulighed for at kræve, at der også bygges beskyttelsesrum.

Men det krav har ingen kommuner benyttet sig af det seneste år, viser en rundspørge, som DR har lavet.

DR har spurgt alle landets 98 kommuner, hvoraf 59 har svaret. Her lyder det samstemmende, at der ikke er blevet stillet krav om at opføre beskyttelsesrum.

Det er ellers en mulighed for kommunalbestyrelser. I loven om beskyttelsesrum lyder paragraf 2, at "kommunalbestyrelsen kan påbyde, at der i nye bygninger og anlæg skal opføres offentlige beskyttelsesrum".

Har travlt med andre ting

Der mangler beskyttelsesrumsplads i Danmark. En opgørelse fra Beredskabsstyrelsen viste sidste år, at der er 3,6 millioner pladser i landets beskyttelsesrum. Det dækker 61 procent af befolkningen, skriver DR.

Hos Kommunernes Landsforening (KL) lyder det fra formanden for Klima- og Miljøudvalget, Johannes Lundsfryd Jensen (S), at kommunerne i "øjeblikket har rigtig travlt med at parere cyberangreb".

Der er desuden en række andre ting, der har været prioriteret højere end beskyttelsesrum ved nybyggeri.

- Det har været vigtigt at sikre elevatorer, så folk kan komme op og ned. Og det har været vigtigt at sikre klimaet. Og at man ikke bygger for lavt. Så der ligger en masse krav til nybyggeri, og det kan da sagtens være, at beskyttelsesrum er noget af det nye, man skal til at se på, siger Johannes Lundsfryd Jensen, der er borgmester i Middelfart, til DR.

Minister reagerer

Beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) siger til DR, at han godt forstår, at kommuner ikke har benyttet sig af muligheden, da beskyttelsesrum ikke har været "i fokus i rigtig, rigtig mange år".

Han afventer lige nu et eftersyn af landets beskyttelsesrum. Det blev besluttet i maj i en økonomiaftale mellem regeringen og kommunerne.

I aftalen lyder det, at man "er enige om i samarbejde at gennemføre et eftersyn af kapaciteten og standen af eksisterende beskyttelsesrum i Danmark".

Det fremgik ikke af aftalen, hvor mange penge der er sat af til eftersynet. Heller ikke, om der er afsat penge til eventuel istandsættelse af beskyttelsesrum, der måtte vise sig at være i dårlig stand.

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kommuner-udnytter-ikke-mulighed-for-at-bygge-beskyttelsesrum

GDPR