
Landets jobcentre kan ikke uden videre bruge værktøjet Asta til at forudse, om en nyledig dagpengemodtager er i risiko for et langvarigt forløb i jobcentret.
Det fremgår af en ny udtalelse fra Datatilsynet, som af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering var blevet bedt om at vurdere kommunernes hjemmel til at bruge værktøjet.
Asta er udviklet af Schultz og indsamler ved hjælp af AI (kunstig intelligens) en lang række oplysninger om den ledige, fx om cv'et er opdateret, hvad uddannelsesniveau og sprogkundskaber er, hvor bredt geografisk den ledige har søgt, og hvordan eventuelle tidligere kontaktforløb har været.
De oplysninger samholdes med op til 50 slags historiske data om, hvilke dagpengemodtagere der er endt i lange kontaktforløb. Ideen er, at værktøjet kan give sagsbehandlerne grundlag for at vurdere, om man skal tilbyde en ekstra indsats i planlægniongen af samtaler.
Samtykke er ikke nok
Men et samtykke fra den ledige er ikke nok i forhold til GDPR-reglerne til at indsamle alle oplysningerne, fordi samtykket i den pågældende kontekst ikke kan anses for at være frivilligt, vurderer Datatilsynet.
I stedet vil brugen af Asta-værktøjet kræve hjemmel i national lovgivning, hvor det skal fremgå, at det skal være frivilligt for borgeren, vurderer tilsynet.
Ifølge Datatilsynet fremgår det ikke helt klart, om værktøjet også vil indsamle helbredsoplysninger og andre særlige kategorier af oplysninger, som det som udgangspunkt er forbudt at behandle. Hvis det er tilfældet, vil det kræve, at væsentlige samfundsinteresser er på spil, og at der er et rimeligt forhold mellem mål og midler.
Wild west
I maj fastslog den såkaldte Siri-kommission i en rapport, at der er brug for klarere rammer for, hvornår det offentlige må bruge algoritmer til at samkøre data. Den nuværende brug af algoritmer i det offentlige kan godt sammenlignes med en slags wild west-tilstand, sagde formanden Thomas Damkjær Petersen.
Foruden jobcentrenes brug af algoritmer har der også været blæst om den såkaldte Gladsaxe-model, hvor man brugte kunstig intelligens og samkørsel af data til at forudsige, hvilke børn der var i risiko for en dårlig ovækst. Kommunen stoppede brugen af metoden, efter at den blev udsat for kritik.
Læs hele Datatilsynets udtalelse her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.