
Ligesom ved folketingsvalget i 2022 kommer Inger Støjbergs navn til at stå på stemmesedlen ved europaparlamentsvalget i juni. For Danmarksdemokraterne vælger igen at benytte formandens navn, så der ud fra liste Æ på stemmesedlen vil stå "Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg". Det bekræfter partiet samt Indenrigsministeriet over for Altinget.
Inger Støjberg stiller ikke selv op til europaparlamentsvalget. Men for et nyt parti som Danmarksdemokraterne er det "ret godt at blive forbundet" med hende, lyder det fra partisekretær Steen Thomsen til Altinget.
- Vi oplever stadigvæk, at folk ikke kan huske, hvad partiet lige hedder, så vi gør det for at hjælpe folk på vej, siger han.
Droppes senere
Steen Thomsen siger videre, at partiet senere hen vil droppe at bruge partiformandens navn ud fra partinavnet på stemmesedler. Det vil formentlig ske fra næste folketingsvalg, lyder det.
For at Inger Støjbergs navn kan komme af stemmesedlen, kræver det, at partiet får godkendt et navneskift hos Valgnævnet. Det er et uafhængigt organ under Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der træffer afgørelse i visse sager om optagelse på valglister.
Danmarksdemokraterne har opstillet Kristoffer Hjort Storm som partiets spidskandidat til valget, som i Danmark afholdes søndag den 9. juni. Han er i dag rådmand i Aalborg Kommune.
I starten af februar havde Altinget sin første meningsmåling fra analyseinstituttet Epinion forud for europaparlamentsvalget. Her stod 10 ud af 11 opstillingsberettigede partier til at få et mandat i Europa-Parlamentet, heriblandt Danmarksdemokraterne. Kun Alternativet stod i målingen til ikke at få et mandat.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.