

NORDDJURS: I sidste uge vakte en Norddjurs-sag væsentlig opsigt i hele den kommunale verden: Ikke alene kom det frem, at Helle Plougmann var blevet valgt ind på forkerte forudsætninger ved KV13, da EL's to mandater blev beregnet efter sideordnet opstilling i stedet for partiliste, som partiet ellers havde anmeldt.
Samtidig viste det sig, at EL-politikerne i forskelligt omfang havde været på det rene med, at der vist var sket en fejl, men det forkerte resultat passede på det tidspunkt partiet meget godt. Det gjorde det til gengæld ikke, da Plougman i august forlod EL - og brød med venstrefløjspartiets egne vedtægter om, at mandatet tilhører partiet og ikke personen.
Det betød en klage fra EL over, at kommunen havde brugt forkert beregningsmetode, Økonomi- og Indenrigsministeriet tyggede i mange måneder på den usædvanlige situation, og den gamle valgbestyrelse har besluttet at fastholde valgresultatet, som det blev beregnet dengang.
Valgbestyrelsen har i sin beslutning lagt vægt på Økonomi- og Indenrigsministeriets udtalelse i sagen, lyder det i en pressemeddelelse: Det betyder, at valgbestyrelsens afgørelse er truffet ud fra forvaltningsretlige regler, idet den konkrete situation ikke er reguleret i valglovgivningen.
Valgbestyrelsen har i deres beslutning lagt betydelig vægt på:
- Der er ikke - indenfor tidsfristen for klager over valget, der er senest ugedagen efter valget - indgået klager over opgørelse af valget for Enhedslistens kandidater. Valglovens snævre tidsfrister for indgivelse af valgklager og afgørelse heraf har været i lovgivningen gennem en meget lang årrække, og betyder, at der kun inden for en meget kort tidshorisont efter valget kan ske omgørelse af valgets opgørelse. Formålet med dette er at konstitueringen sker på et faktisk grundlag, der er afklaret.
- Der er forløbet ni måneder siden valget og udpegningen af Helle Plougmann. Det betyder, at kommunalbestyrelsen i nogen tid har indrettet sig på den sammensætning af kommunalbestyrelsen, som valgbestyrelsens opgørelse af valget indebar. Hensynet til bestandigheden (kontinuiteten) af den status, der er skabt ved udpegningen af det offentlige hverv som kommunalbestyrelsesmedlem er væsentlig.
Valgbestyrelsen har endvidere lagt vægt på, at på trods af Enhedslistens usikkerhed om opgørelsen af valget for Enhedslistens kandidater, forholdt de sig passive og gjorde ikke opmærksom på fejlen.
De henvendte sig først ni måneder efter valget. I valgbestyrelsens beslutning om, at opgørelsen af valget af kandidater på Enhedslistens liste ikke skal gøres om, lægges vægt på, at:
- Der ikke er fremkommet nye faktiske oplysninger i sagen.
- Der er ikke noget som taler for at hensynet til den ene kandidat vejer tungere end hensynet til den anden kandidat.
- Kommunalbestyrelsen har indrettet sig på den sammensætning, som opgørelsen af valget indebar.
Formand for valgbestyrelsen borgmester Jan Petersen (S) udtaler:
- Det er en vanskelig sag, der er uden fortilfælde. Vi har i vores beslutning støttet os til de grundige vurderinger, som Økonomi- og Indenrigsministeriet har gennemført. Valgbestyrelsen har foruden den konkrete beslutning også drøftet det perspektiv, at vælgerne ved stemmeafgivningen, almindeligvis, ikke har haft anledning til at tro andet end, at Enhedslisten var opstillet sideordnet, idet stemmeseddel og opslag på afstemningsstedet var udformet derefter.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.