
Af Morten Uhrenholdt
- Med risiko for, at det lyder som klynk: Det er simpelthen blevet for svært. Kommunerne er efterhånden underlagt det samme opmærksomhedspres som de statslige institutioner. Og i forvejen er projekterne svære nok at styre, økonomisk, kvalitetsmæssigt.
- Jeg mener, at vi simpelthen er nødt til at få simplificeret projekterne - og det er blevet for dyrt at hyre disse hærskarer af rådgivere og konsulenter. Jeg forsøger nu at skærme projekterne af og holde fokus på, om der er penge nok og der er mandskab nok.
Claus Juhl, administrerende direktør i Københavns Kommune, var klar i mælet ved afslutningen af én af flere sceancer på den store konference om 'Forvaltning og digitalisering 10' i Bella Centret tirsdag. Emnet for sceancen var 'Hvad er de centrale udfordringer for at høste gevinsterne ved digitalisering', hvor tre topchefer diskuterede og videregav erfaringer.
Adam Wolf, direktør i Domstolsstyrelsen, var - trods risikoen for at lyde klynkende - helt enig med Claus Juhl.
- Det er blevet for svært, sagde han og illustrerede med eksempler fra sine egne erfaringer.
Skæbnens KMD-ironi
- Vi havde en lov, der dikterede hvad opgaven var, da vi skulle gennemføre digitaliseringen af Tinglysningen. Alligevel måtte vi stå model til beskrivelser fra pressen og fra Folketinget, som om vi nærmest lavede kostbare, tekniske eksperimenter for offentlige penge. Og der var voldsomt fokus på 17 konkrete fejl, der dog senere af Rigsrevisionen blev bedømt som mindre væsentlige.
Claus Juhl supplerede med erfaringer fra Københavns Kommunes digitalisering af dele af administrationen.
- For at sætte det på spidsen, så mener jeg, at det økonomiske har tabt til det juridiske. Det kostede os 25 millioner til diverse specialister, så vi kunne sende opgaven i udbud. Senere så vi så, at 29 kommuner kom i klemme, fordi de ikke havde gjort det, og blev pålagt at gøre det om. Det ville være skæbnens ironi, hvis det så ender med, at KMD får opgaven igen. Det er mit lønlige håb, at det kan blive enklere at gennemføre projekterne, sagde han.
Dyrt udbud fejlede
Og han blev suppleret af Jens Andersen, administrerende direktør i Region Sjælland:
- Det er godt, at der nu nedsættes et centralt, digitalt forum, hvor disse problemer og erfaringer kan samles. Men det kostede altså Region Sjælland 50 millioner at få ambulancekørslen på Sjælland ud i EU-udbud. Og så endte vi med en svensk leverandør, der ikke kunne klare opgaven, så vi måtte finde andre løsninger, sagde han under forsamlingens stigende munterhed.
Til stede var indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V), der var kommet lidt for tidligt til et indlæg, han skulle holde.
- Det var jo tankevækkende at lytte til, sagde han, da han havde besteget talerstolen.
Enig i kritik
- Men jeg vil opfordre til, at man lige klapper hesten, inden EU får skylden for det hele. Det mindes jeg da fra min tid som Europaminister og medlem af Europarådet. Var det f.eks. EU's skyld, at man ikke kunne få lov til at grave efter fortidsminder på en eller anden mark? Næ, viste det sig, det var Landbrugsministeriets, sagde Bertel Haarder.
En anden problematik, der blev diskuteret, var hvordan og hvornår gevinsten ved diigitaliseringer skal høstes. Og her kunne Adam Wolf igen trække på erfaringerne med digitaliseringen af Tinglysningen.
Han mente, at systemet ikke var behæftet med flere fejl end så mange andre systemer, og at nu, hvor det kører, tiltrækker interesse fra den halve verden, fordi det er så gennemtænkt og velfungerende.
- Men rationaliseringsgevinsten var indregnet i budgettet for projektet. Og da vi stod og skulle implementere systemet, så havde vi for få folk til det, for de var allerede sparet væk. Det var det, der gik galt, og det var det Rigsrevisionen kritiserede - og det kunne jeg for så vidt godt tilslutte mig, sagde Adam Wolf.
Foto: http://www.flickr.com/photos/fncll/with/135465558/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.