HOVEDSTADEN: Det er urimeligt, at DR bremser adgangen til dokumenter om Eurovision 2014 og den 77 millioner store budgetoverskridelse i forbindelse med Eurovision 2014 på Refshaleøen i København.
Det mener et flertal af medieordførere i Folketinget, der nu vil gå til kulturminister Marianne Jelved (R) for at bede hende lægge yderligere pres på DR for at offentliggøre dokumenterne. Det skriver Politiken.
- Det er ikke rimeligt, at DR kan dække sig ind bag paragraf 86 i radio- og fjernsynsloven, når det handler om et stort byggeri, med et millionunderskud, hvor alene Region Hovedstaden har givet over 50 mio. kr. Det falder ind under åbenhed i forvaltningen. Jeg vil bede kulturministeren om at lægge yderligere pres på DR, siger socialdemokraternes medieordfører Troels Ravn til Politiken.
Samme melding kommer fra Venstre. - DR skal selvfølgelig udlevere de dokumenter. Det er pinligt, at det overhovedet er nødvendigt at sige, siger medieordfører Ellen Trane Nørby (V) til Politiken.
DR afviser
Eurovision kom til at koste 77 mio. kr. mere, end det var budgetteret til. Oprindeligt lød budgettet på 34,6 millioner kroner. Men showet endte altså med at blive tre gange så dyrt.
DR har indtil videre afvist at offentliggøre dokumenter fra Eurovision med henvisning til Radio- og fjernsynslovens paragraf 86. Her står, at DR er undtaget fra kravet om at give offentligheden indsigt i papirer, der vedrører DR's programvirksomhed og forretningsmæssige forhold.
Men den holder ikke, mener den konservative medieordfører Lars Barfoed.
- Det er uforståeligt, at DR dækker sig ind under den bestemmelse, jeg opfordrer dem til at udlevere dokumenterne, og jeg vil rejse sagen over for ministeren. Ministeren må nu forklare os, hvilken jura der gør, at DR ikke mener at kunne dele de her dokumenter, siger han til Politiken.
Også SF's medieordfører Özlem Cekic og medieordfører Jørgen Arbo-Bæhr (EL) støtter op om deres kollegers kritik af DR.
kil
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.