ASSENS: Den noget turbulente konstituering i Assens har nået en ny fase. Socialdemokratiet er med sine otte mandater tilbage blandt konstitueringsparterne efter i weekenden at have trukket sig ud i protest.
S protesterede imod, at Venstre overlod en plads i økonomiudvalget til løsgængeren Mogens Mulle Johansen, som havde forladt SF, da han efter at være blevet kraftigt distanceret af partifællen Jeanette Sandberg ikke kunne besætte den formandspost, SF skulle have.
Hans partihop betød, at SF med kun én tilbage i byrådsgruppen gik glip af en formandspost.
At V efterfølgende gav SF-afhopperen en af partiets egne pladser i økonomiudvalget og dermed lukkede ham ind i den politiske varme, kaldte S for "kammerateri" og ville på den baggrund sige farvel til social- og ældreudvalgsformandsposten, som Poul Erik Svendsen (S) skulle have haft.
Tre tilbage
Så nu har de tre store partier - V, S og K - med 13, 8 og 3 pladser- skrevet under på en aftale - stadig uden om SF, oplyser Fyens Stiftstidende.
Mogens Mulle Johansen fortæller til avisen, at det var ham selv, der meddelte borgmesteren, at han gerne ville trække sig fra posten i økonomiudvalget, hvis det var det, der skulle til.
- Det var tåbeligt, hvis det var et spørgsmål om en post til mig, der skulle stoppe konstitueringsaftalen. Jeg meddelte, at man kunne pille mig af, hvis det var det, der forhindrede folk i at blive enige, siger han.
Se mandatfordeling og -forskydninger i Assens her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.