dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

En uge med økonomiaftale - og gode og mindre gode erfaringer fra kommunal praksis

SKET I UGEN Kommunerne og regeringen landede økonomiaftalen for næste år. Jurister undersøger cigarkasseøkonomi i Sorø og mistanke om bestikkelse i Rudersdal, og så skal Silkeborgs tidsforbrug på politikeres sagsindsigt granskes.
26. MAJ 2023 11.20

Denne uge op til pinse sluttede med en aftale om kommunernes økonomi for næste år. Aftalen tilfører samlet den kommunale økonomi 2,4 mia. kr., og KL tager til efterretning, at regeringen ønsker at reducere kommunernes administrationsudgifter.

- Det er en stram økonomiaftale. Kommunernes økonomiske situation betyder, at borgerne vil opleve stigende afstand mellem den offentlig service og de privatøkonomiske muligheder, lød det fra KL-formand Martin Damm (V).

Ugen blev ellers indledt med endnu en offentliggørelse fra Reformkommissionen. Denne gang med 48 forslag til, hvordan unge, der er udenfor job og uddannelse, kommer med.

Et af forslagene er, at kommuner skal have præmie for at hjælpe udsatte unge i job. Og reaktionen fra KL var overvejende positiv - ikke mindst, fordi kommissionen har taget grundigt udgangspunkt i den kommunale praksis og undersøgt de gode erfaringer i praksis.

Mindre gode erfaringer i praksis er der med de særlige borgmesterkonti, som i de senere år været i søgelyset i flere kommuner og kom også i denne uge på dagsordenen, da B.T. kunne fortæller, at Sorøs borgmester Gert Jørgensen (K) - for nogle år tilbage i hvert fald - har brugt skattekroner på koncerter. To professorer kalder det private udgifter. Kommunen kalder dem personalegode for en afgrænset medarbejdergruppe, men har nu sat jurister til at granske den praksis.

I Aalborg har samme fænomen med en borgmesterkonto, som resten af byrådet ikke havde så meget med at gøre, været velkendt. Og sammen med anden kritik af kommunens ledelse spøger det i baggrunden nu, hvor socialdemokraterne skal finde en afløse for Thomas Kastrup-Larsen. Selv om de egentlig havde aftalt ikke at ville udtale sig om favoritter, har byrådspolitikerne fra S alligevel gjort det, så nu kan lokale medier berette, at gruppen er delt fifty-fifty mellem Lasse Frimand Jensen og Flemming Møller Mortensen. En urafstemning lokalt afgør sagen.

Én ting er personalegoder og borgmestres cigarkasse-økonomier. Noget helt andet er mistanke om bestikkelse, hvilket er baggrunden for, at Rudersdal Kommune i denne uge har bortvist to ledende medarbejdere. Her handler det om ulovlig modtagelse af gaver og berigelseskriminalitet samt tvivlsomme disponeringer i forbindelse med byggearbejder på to svømmehaller. Endnu er ingen sigtet i sagen, men bortvist er de to altså.

I Silkeborg er det i disse uger en politisk sag, der dominerer: Politikerne er enedes om, at der skal indsættes en ny bestyrelse i Silkeborg Forsyning i stedet for den nuværende, hvor fire medlemmer er byrådspolitikere. Baggrunden er dels, at Silkeborg Varme har tabt 70 mio. kr. på en elsalgskontrakt, dels en kartelsag, hvor selskabet sammen med en række andre jyske selskaber undersøges af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for at have koordineret priser.

At grave sagen om elsalgskontrakten frem har blandt andet været drevet af byrådsmedlem Peter Sig Kristensen (EL), der har benyttet sig af sin mulighed for sagsindsigt. Og når økonomi- og erhvervsudvalget nu vil undersøge, hvor meget tid, administrationen har brugt på at servicere politikere, som har ønsket sagsindsigt siden 2018, er han ikke i tvivl om, at det er rettet mod ham. Fra borgmester Helle Gade (S) lyder forklaringen, at det generelt handler om at klarlægge ressourceforbruget i sparetider.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/en-uge-med-oekonomiaftale-og-gode-og-mindre-gode-erfaringer-fra-kommunal-praksis

GDPR