dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Fasangårdens Børnehave i Kokkedal, der godt nok ikke ligger i Esbjerg Kommune, men fotoet er da godt. (Polfoto: Lasse Kofod)

Esbjerg på vej til at afskaffe alle lukkedage i et år

OPDATERET: Hvis byrådet godkender forslaget, kan børn i daginstitutioner hele 2016 blive passet på samtlige hverdage - uanset antallet af børn i institutionen
9. DEC 2015 9.38

ESBJERG: Til næste år kan børn, der går i daginstitution i Esbjerg Kommune, blive passet på alle hverdage, hvis ellers byrådet godkender forslaget,  Børn & Familie-udvalget netop har godkendt: At afskaffe lukkedage og fællespasning, så alle daginstitutioner som et forsøg i 2016 holder åbent hver dag undtagen i weekender og på helligdage. Det betyder, at der ikke som tidligere er lukket i to uger af sommerferien eller i dagene mellem jul og nytår, oplyser kommunen.

Hidtil har daginstitutionerne holdt lukket i sommerugerne 29 og 30, fredag efter Kristi Himmelfartsdag, Grundlovsdag og i hverdagene mellem jul og nytår, hvis færre end halvdelen af børnene har haft brug for pasning, og i stedet er der blevet arrangeret fællespasning på tre til fem adresser i kommunen.

Som et forsøg i 2016 har Børn & Familie-udvalget netop godkendt en ny model, hvor daginstitutionerne uanset antallet af børn holder åbent hver dag undtagen i weekender, på helligdage og den 24. december, og forslaget er nu sendt videre til godkendelse i byrådet.

Personalets ressourcer skal fordeles

- Den nuværende ordning med lukkedage og fællespasning begrænser forældrenes valgmuligheder, fordi de skal planlægge deres arbejde og ferie efter daginstitutionerne. Det vil vi gerne vende om, så det i stedet er daginstitutionerne, der tager udgangspunkt i forældrenes behov for fleksibilitet, og de kan tilrettelægge hverdagen, som det passer bedst i netop deres familie, siger formand for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen (SF).

Når daginstitutionerne holder åbent på alle hverdage, skal personalets ressourcer fordeles over flere dage, men omvendt er det også sandsynligt, at børnenes ferier og fridage bliver spredt over længere perioder end tidligere. Planlægning er derfor nødvendig, og forældrene vil blive bedt om at tilkendegive, om de har brug for pasning på de dage, der tidligere var lukkedage.

Forsøget med at afskaffe lukkedagene bliver evalueret i slutningen af 2016, og herefter vurderer Børn & Familieudvalget, om der er brug for endnu et forsøgsår, inden politikerne tager endeligt stilling til, om serviceniveauet skal justeres eller gøres permanent.


Kl. 12.46: Opdateret med en ekstra præcisering i rubrik og underrubrik om, at byrådet skal godkende forslaget.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/esbjerg-paa-vej-til-at-afskaffe-alle-lukkedage-i-et-aar

GDPR