
FANØ: Et enigt byråd på Fanø har valgt at sætte budgetprocessen fuldstændigt i stå og appellere til Folketinget om hjælp.
Årsagen er, at grundskyldspromillen i de nye boligskatteregler, der træder i kraft fra nytår, bliver sænket så meget, at det ifølge de nyeste udregninger står til at koste Fanø et tocifret millionbeløb.
Dermed bliver økonomien så presset, at det ikke længere kan lade sig gøre at lægge et budget, der overholder reglerne og servicekravene, lyder det fra et samlet byråd.
Samtidig vil det heller ikke være muligt at undgå at komme under administration, da likviditeten vil være under det krav, som Økonomi- og Indenrigsministeriet opstiller til kommunernes kassebeholdning, oplyser kommunen.
Derfor har byrådet indtil videre sat budgetprocessen for 2024 i stå, indtil man i slutningen af august får en afklaring på situationen og en opdatering af tallene fra Skatteministeriet, som KL i øjeblikket er i dialog med.
Fanø rammes hårdest
Fanø er den kommune i Danmark, der er mest afhængig af grundskylden, da mere end en fjerdedel af budgettet er dækket af grundskylden. Til sammenligning får andre og større kommuner ofte kun ganske få procent fra grundskylden.
Ifølge kommunens beregninger medfører ændringen et tab på over 4.000 kr. pr. indbygger efter de afledte effekter på tilskud og udligning, hvorfor Fanø uden sammenligning er den kommune, der bliver hårdest ramt. Faktisk fem-seks gange hårdere end nærmeste kommune på listen, Læsø, har kommunen regnet sig frem til.
Derfor appellerer et samlet Fanø Byråd til handling fra nationalt, politisk hold, så der kigges nærmere på skævvridningen og de alvorlige konsekvenser, den afføder.
I første omgang mødes en delegation med borgmester Frank Jensen (R) i spidsen på mandag med indenrigs-minister Sophie Løhde (V), ligesom Økonomiudvalget har søgt om foretræde for Folketingets Skatteudvalg for at belyse problematikken.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.