
Data, der bliver stjålet i dag, kan blive dekrypteret, den dag en tilstrækkelig stærk kvantecomputer er klar.
Derfor har Forsvarsministeriet nedsat et nyt sekretariat under Center for Cybersikkerhed (CFCS), der skal hjælpe myndigheder og virksomheder med at overgå til kvantesikker kryptografi. Det oplyser CFCS.
Kryptografi er den teknik, der slører data, så det bliver beskyttet over for uvedkommende.
Ifølge CFCS er der store fordele ved at overgå til kvantesikker kryptografi, allerede inden kvantecomputeren findes. Det sikrer nemlig langsigtet beskyttelse, samtidig med at man undgår panik og hastige ændringer, skriver CFCS.
Center for Cybersikkerhed hører under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), der arbejder for at forebygge og modvirke trusler mod Danmark og danske interesser.
Det nye sekretariat skal vejlede de myndigheder og virksomheder, som er en del af Danmarks kritiske infrastruktur.
I en temaartikel fra november 2023 om overgangen til kvantesikker kryptografi skriver CFCS, at de fleste it-systemer, som bliver brugt i dag, bygger på mindst ét sårbart kryptosystem.
Kvantecomputere giver ifølge CFCS nye muligheder for at køre algoritmer, som kan løse problemer, der ikke kan løses med en almindelig computer.
Desuden skriver CFCS, at en kvantecomputer kan give mulighed for at forfalske digitale signaturer og identiteter.
Derfor vurderer centeret, at udviklingen af kvantecomputere kan true tilliden til og fortroligheden i systemerne i Danmarks digitale infrastruktur.
Klar, når det sker
Mark Fiedel, som er vicedirektør ved Center for Cybersikkerhed, beskriver over for Jyllands-Posten et gennembrud inden for kvanteteknologi som et slag med en stor hammer.
- Der vil være en dag før og efter gennembruddet. Men det er ikke nødvendigvis den samme dag, som offentligheden får kendskab til det, siger han til avisen.
Han henviser til tre standarder for kvantekryptering, som er blevet udgivet af USA’s National Institute of Standards of Technology.
- Derfor kan man sådan set gå i gang nu. Vi skal gerne være klar, når gennembruddet kommer. Det kan komme hurtigere, det kan komme senere, men det kommer, siger Mark Fiedel.
Stort potentiale
Kvanteteknologi er en samlebetegnelse for en række nye teknologier, som bruger kvantemekanikkens love til at udføre opgaver og løse problemer, der er for komplekse for almindelige computere og regnemodeller.
Ifølge It-Branchen er kvantecomputere den mindst modne kategori, men også den teknologi med det største forretningspotentiale.
Hvis en almindelig computer skal finde løsningen på et problem med 100 mulige løsninger, vil den teste løsningerne en for en. En kvantecomputer kan teste alle 100 løsninger på én gang, skriver It-Branchen på sin hjemmeside.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.