dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Forsinkelser i udbygning af grønt elnet er langt værre end ventet

Det kan bremse den grønne omstilling og koste millioner af kroner, at projekter er forsinket mere end ventet.

De store forsinkelser i udbygningen af det danske elnet havde nær kostet Lars Aagaards (M) post som klimaminister, og de er nu endnu værre end hidtil troet.

Det fremgår ifølge Finans af en gennemgang af tilstanden i det statsejede selskab, der leverer centrale dele af fundamentet for Danmarks grønne omstilling. Oppositionen vil derfor hive Lars Aagaard i samråd.

Nye interne oplysninger, som Finans har fået aktindsigt i, tegner billedet af, at Energinets omfattende forsinkelser begyndte at eskalere for flere år siden.

Det var oprindeligt mediet Zetland, der afslørede, at Lars Aagaard nikkede til at tilbageholde en pressemeddelelse om, at 98 ud af 174 anlægsprojekter var skredet. Nu er det 141 ud af 179.

De massive forsinkelser er stærkt bekymrende ifølge klimaminister Lars Aagaard, som i foråret undskyldte for, at de markante forsinkelser i udbygningen af elnettet ikke blev offentliggjort, selv om pressemeddelelsen lå så godt som klar.

- Udbygningen af elnettet er afgørende for både den grønne omstilling og udbygningen af grøn energi, så omfattende forsinkelser bekymrer mig meget, skriver han i en mail til Finans.

Han har ikke ønsket at stille op til interview. En række ordførere fra Folketinget, som ikke blev orienteret om de oprindelige forsinkelser, vil kalde ministeren i samråd.

Direktør afviser manglende overblik

Driftsdirektør Søren Dupont Kristensen afviser, at ledelsen har manglet overblik over forsinkelserne. Men han ærgrer sig over, at man ikke på et tidligere tidspunkt gjorde mere for at stoppe dem.

- I bagklogskabens ulidelig klare lys ville jeg da klart have ønsket, at vi havde iværksat flere tiltag på et tidligere tidspunkt for at få hånden omkring denne udvikling, siger han til Finans.

Energinets forsinkelser kan bremse produktionen af ny grøn strøm og den elektrificering, der skal skabe den nødvendige efterspørgsel. Ifølge Energinet skyldes forsinkelserne i høj grad eksterne forhold, som ikke var til at forudsige.

Ifølge Energinet er der brugt forskellige metoder til at komme frem til tallene. De oprindelige 98 projekter var opgjort som yderligere forsinkelser af nye tidsprognoser over sommeren 2024.

De 141 er antallet af projekter, der er forsinket i forhold til deres oprindelige tidsplaner opgjort ved udgangen af 2024.

Brancheorganisationen Green Power Denmark fremhæver, at hvis udviklere af bæredygtig energi skal vente måneder eller år, så fordufter interessen.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/forsinkelser-i-udbygning-af-groent-elnet-er-langt-vaerre-end-ventet

GDPR