AARHUS: Når byrådet i Aarhus onsdag vedtager en ekstrabevilling til etablering af det nye fordyrede stadion i Aarhus på 248,6 mio. kr.. kommer de 50 mio. fra en forventet gevinst ved valg af selvbudgettering i 2025. Det fremgår af indstillingen til byrådsmødet.
I påtegningen fra borgmesterens afdeling bemærkes det, at den forventede gevinst først opgøres endeligt i 2027 og udbetales som efterregulering i 2028, men at midlerne med indstillingen fremrykkes til 2026 "hvor gevinsten endnu ikke er endeligt opgjort".
Det bemærkes også, at den del af finansieringen burde foretages i de årlige budgetdrøftelser.
Risiko for tab ved selvbudgettering, hvis en kommune skønner potientialet for indtægter for optimistisk, fik tidligere på måneden inderigsminister Sophie Løhde (V) til at hastefremsætte et lovforslag til afskaffelse af selvbudgettering.
- Jeg har med bekymring fulgt udviklingen, hvor flere og flere kommuner vælger at pålægge sig selv og kommunerne som helhed en stigende risiko i budgetlægningen, lød et bl.a. fra Løhde.
Denne uge trak ministeren dog sit forslag igen efter kritik fra KL. Hele 96 kommuner har for 2025 valgt selvbudgettering, og KL og regeringen har nu aftalt, at muligheden for selvbudgettering opretholdes, men at parterne forhandler om en ændring af ordningen i god tid frem mod budgetaftalen 2026.
Forventet lejeindtægt
Efter at administrationen af byggeriet af stadion Kongelunden i Aarhus er overgået fra borgmesterens afdeling til Magistraten for Kultur- og Borgerservice, har rådmanden her, Rabih Asad-Ahmad (R) sat gang i en undersøgelse af forløbet, hvor en forventet overskridelse af budgettet på 60 mio. er steget til en kvart mia.
En konktrakt med fodboldklubben AGF om dens bidrag er blevet afvist af Ankestyrelsen, og efterfølgende har Kongelundens projektchef Lone Dannerby bekræftet over for Aarhus Stiftstidende, at klubben udelukkende bidrager via lejen af stadionet.
I indstillingen til onsdagens byrådsmøde lægges der op til, at der optages såkaldte indtægtsreserver vedrørende "en forventet justering af stadionlejen og kommende fremskrivninger af anlægsbeløb" på i alt 77,4 mio. kr., der "udmøntes helt eller delvist, når stadionlejen fastlægges endeligt på baggrund af den igangværende analyse af grundlaget for lejen."
Byggeriet kommer til at koste omkring 400 mio. kr., og indeholder bl.a. tidligere udmøntet anlægsbevilling og rådighedsbeløb til et tennisanlæg, der lægges sammen med anlægsbevillingen til det nye stadion, da der er tale om ét samlet projekt, hedder det i indstillingen.
Derudover støttes byggeriet bl.a. af en donation på 40 mio. fra Sallings Fond.
Politisk uenighed
I en rundringning, TV2 Østjylland har lavet, lyder der kritik af det fordyrede projekt fra flere politikere.
- Vi accepterer ikke at blive sat i en økonomisk spændetrøje. Jeg stemmer meget for en nedskalering af stadion, siger Danmarksdemokraternes Jakob Søgaard Clausen.
Borgmesterens indstilling falder heller ikke i god jord hos Enhedslisten, der ønsker at nulstille det igangværende anlægsarbejde.
- Det er jo en skandale, at vi står i den her situation nu. Vi er ikke indstillet på at give nogen kommunekroner til det her, siger Solveig Munk fra Enhedslisten.
Anderledes ser det ud hos Det Konservative Folkeparti, som stemmer for, at stadion-projektet gennemføres med den ekstra udgift, som er blevet pålagt. Partiet ser nemlig ikke andre udveje end at acceptere situationen, da en nedskalering ifølge dem ikke kan komme på tale.
- Det er et useriøst forslag at tale om nedskalering. Det er ikke en mulighed, og det ved de andre partier også godt, siger Peter Sporleder fra Det Konservative Folkeparti, og tilføjer, at mange af materialerne til det nye stadion allerede er fremstillet og købt.
Også Venstre ønsker at gennemføre stadionprojektet, men kun, hvis det kan lade sig gøre at få den endelige pris ned via blandt andet forskellige donationer.
- Jeg tror ikke, at vi kommer udenom at skulle finde nogle midler i kommunekassen. Og her er det så vores forslag, at beløbet skal så langt ned som muligt, siger Gert Bjerregaard (V).
Den endelige afgørelse af finansieringen af stadion sker 4. december, skriver kanalen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.