
FREDENSBORG: Lørdag den 4. maj inviterer kulturudvalget i Fredensborg børn og voksne til at skrue tiden tilbage til Anden Verdenskrig på Krogerup Højskole.
I år er det 80 år siden, at nazisterne tog det danske politi til fange i en koordineret aktion over hele Danmark.
På Krogerup, hvor der var skole for det danske kystpoliti mellem 1938 og 1944, blev ca. halvdelen af politikadetterne taget til fange af tyskerne under aktionen. Den anden halvdel af politikadetterne var på øvelse i Krogerupskovene og flygtede gennem skoven til Humlebæk og videre til København, hvor de gik under jorden og meldte sig ind i den danske modstandskamp.
Den 4. maj kan man få formidlet historien og følge i sporet på den unge politielev Svend Aage Olsen, der undslap nazisterne, da de slog til mod Krogerup.
På ruten gennem Krogerupskovene kan deltagerne på egen krop opleve, hvordan det er at skulle føle sig frem, når man er på flugt, lære krigstidens slangord at kende og opfinde en falsk identitet, så man kan skjule sig for fjenden. Desuden er der koncert med Sjællands Politiorkester og lege fra gamle dage ved foreningen Fredensborg Museum.
Fredensborg Arkiverne laver en udstilling om besættelsestiden, mens Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske forening er til stede med bogsalg.
- Det er vigtigt, at vi hjælper hinanden med at huske vores fælles historie, så vi også lærer af den. For historien har det jo nogle gange med at gentage sig, siger Ulla Hardy-Hansen, der er formand for Kulturudvalget.
Fejringen arrangeres i et samarbejde mellem Foreningen Fredensborg Museum, Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening, Fredensborg Bibliotekerne, Fredensborg Arkiverne og Fredensborg Kommune.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.