
Folketingsmedlem Mads Fuglede skifter fra Venstre til Danmarksdemokraterne. Også løsgænger Kim Edberg skifter til DD. Det meddeler de begge på Facebook.
Mads Fugledes skifte gør en stor forskel for den parlamentariske situation mellem regering og opposition. Regeringen kan nemlig ikke længere sikre indenrigspolitisk flertal, selvom den indregner lovet støtte fra løsgænger Jon Stephensen.
Regeringen mistede allerede sit indenrigspolitiske flertal, da Mike Fonseca røg ud af Moderaterne i efteråret. Men løsgænger Jon Stephensen sagde hurtigt derefter til B.T., at han stod ved at være gået til valg på en regering over midten, og at han derfor ikke ville vælte regeringen.
- Det betyder selvfølgelig også, at jeg jo stemmer sammen med regeringen i de fleste ting, sagde Stephensen til B.T.
Der er fire nordatlantiske mandater i Folketinget, men de står som regel udenfor, når det gælder indenrigspolitiske anliggender.
Imod regering og CO2-afgift
Fuglede, som blandt andet har været Venstres forsvarsordfører, begrunder sit skifte med, at han var imod regeringsdannelsen og en CO2-afgift. Med sin modstand mod afgiften er han helt på linje med Danmarksdemokraterne, som er det parti, der har præsenteret den stærkeste uvilje mod dette initiativ.
"Jeg var meget imod regeringsdeltagelsen og mange af de beslutninger, der kom deraf. Den seneste beslutning om at pålægge landbruget en co2-afgift er jeg helt uenig i. Og intet sted vil den beslutning ramme hårdere end i Vestjylland. Derfor skifter jeg til Danmarksdemokraterne," skriver Fuglede, som er valgt i Vestjyllands Storkreds og p.t. på barsel.
"Jeg har altid haft et godt samarbejde med Inger. Og jeg glæder mig til at blive en del af et parti, der kæmper for, at Danmark ikke skal knække over, at der skal være arbejdspladser i hele landet, og at vi skal have en stram udlændingepolitik," fortsætter han.
Edberg på udkig
Kim Edberg har været løsgænger, siden Nye Borgerliges folketingsgruppe blev opløst. Udover at sidde i Folketinget sidder han også i regionsrådet i Nordjylland.
Han sagde efter bruddet med Nye Borgerlige, at han gerne ville finde et andet parti, og at han kunne se sig "i alt fra Socialdemokratiet til Liberal Alliance". Resultatet endte altså med at blive Danmarksdemokraterne.
"Det er nemlig helt ærligt det parti, jeg mener, jeg passer bedst i. Og heldigvis mente Inger det samme. Jeg indrømmer gerne, at i dag er jeg en glad nordjyde," skriver han.
Med de to skift bliver Danmarksdemokraterne det tredjestørste parti i Folketinget. DD har nu 16 mandater - et mandat mere end SF. Kun Socialdemokratiet og Venstre er større.
/ritzau/ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.