Der skal snart mere smitte til i de enkelte sogne og kommuner, før de automatisk bliver lukket ned.
Fra fredag hæves grænserne, så der skal være mere end 300 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage, før kommunerne nedlukker. I øjeblikket er grænsen 250.
Sogne skal fra fredag lukke, når der er mere end 600 smittede per 100.000 indbyggere. Hidtil har grænsen været 500.
Det har Epidemiudvalget godkendt på et møde onsdag. Det fortæller De Konservatives sundhedsordfører Per Larsen.
- Epidemiloven er lavet sådan, at vi skal konfirmere det. Men det er en formssag, fordi når der er bred politisk enighed, er der ikke så meget at drøfte, siger han.
Grænse for positivprocent ændres
Tre grænser skal være nået, før et sogn skal lukke. Foruden incidenstallet er der et kriterie, som siger, at der skal være mere end 20 smittetilfælde i sognet de seneste syv dage. Det bliver der ikke ændret ved.
Til gengæld bliver grænsen for positivprocenten forhøjet fra 2,5 til 3,0. Det betyder, at mindst tre pct. af de udførte test skal have påvist smitte. Modellen har til formål at forebygge, at man undgår situationer, hvor hele landet skal lukke, oplyser Sundhedsministeriet i et skriftligt svar.
- Hensigten med modellen for automatiske nedlukninger er så vidt muligt at undgå nationale nedlukninger, og at der skal reageres hurtigt, når smitten stiger lokalt.
Rum til at lempe
I maj har der været flere dage, hvor mere end 1.000 er bekræftet smittet med coronavirus. Siden januar har de daglige smittetal ellers ligget under 1.000 nye smittede.
Men da hver tredje i Danmark har fået mindst et vaccinestik, og landets hospitalsafdelinger ikke længere er presset, giver det ifølge Per Larsen god mening at lempe.
- Vi er i en robust situation, hvor mange er vaccineret, mange har haft covid, og vores hospitalsvæsen er på ingen måde truet. Vi er derfor i en fase, hvor det handler om at bevare pandemikontrollen.
- Der giver det altså god mening, at man også hæver incidensgrænserne, når smittetallet vokser lidt i befolkningen også, siger han.
Grænserne gælder ifølge sundhedsordføreren som udgangspunkt i fire uger, men de kan ændres inden da.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.