
GULDBORGSUND: I stedet for at lukke en skole med blot 127 elever afprøver Guldborgsund fra næste skoleår en ny metode på Nørre Vedby Skole: Seks klassetrin slås sammen, så 1. og 2. fremover bliver samlet, det samme gør 3.-4. klasse og 5.-6. klasse. På den måde spares fem lærerlønninger, skriver TV2 Øst.
- Jeg synes, det er en løsning, der er spændende i ordets bredeste forstand. Der er rigtig meget, som vi ikke ved endnu. Det er lidt som at gå ud på isen. Vi er lidt first movers, og der er ikke så mange skoler, vi har kunnet læne os op ad, siger skolens leder, Steen Blom.
Han tror, at modellen kan være en vej for små skoler i udkantsområder, så de fortsat vil få lov at eksistere. Det var sidste år på tale at lukke skolen, som foruden almindelige klasser også rummer flere specialklasser, men med den nye model får skolen lov at overleve. Skolens 7.-9. klasse fortsat vil være adskilt på årgangene.
Spændende model
To eksperter kalder i TV2 Øst modellen spændende. På den ene side kan det blive en udfordring at håndtere de faglige niveauforskelle, som bliver større ved at slå to årgange sammen, på den anden side viser forskning, at "lokal social kapital" er en fordel, fortæller lektor Rikke Brown fra Professionshøjskolen Absalon.
- Det beskriver lokale netværk, hvor både børn og forældre kender hinanden og hjælper hinanden i hverdagen. Det har en værdi for familierne, og pointen er, at det er noget, som kan få forældre til at tilvælge den lokale skole, siger hun.
Forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College understreger, at det er vigtigt at kommunikere ærligt om, at ændringerne sker for at fastholde den lokale skole, men også om, hvordan man vil sætte ind pædagogisk for at støtte dannelsen af de nye fællesskaber.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.