
VARDE: Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har nu rejst tiltale mod flere personer, to idrætsforeninger samt den selvejende institution Skovlund-Ansager Hallen for at have begået svig over for Varde Kommune. Det oplyser politiet på sin hjemmeside.
De er alle tiltalt for at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortie oplysninger til kommunens behandling af anmodninger om lokaletilskud. Hallen og idrætsforeningerne har ifølge tiltalen på den måde fået lokaletilskud for aktiviteter, som de ikke var berettigede til.
Anklageskriftet rummer i alt 11 forhold fra perioden 2018-2020.
Tip fra frivillige
Som tidligere omtalt var det et tip fra frivillige i idrætsmiljøet, der fik kommunen til at gennemgå dokumenter, som ifølge kommunen viste bevidst svindel. Der blev hentet tilskud til halleje for timer, hvor foreningerne ikke var i hallen, ligesom såkaldt farmerbanko, som ikke udløser tilskud, blev omdøbt til "træningsstævne".
Kommunen krævede 146.000 kr. tilbagebetalt, men derudover nøjedes kultur- og fritidsudvalget i første omgang med at udtrykke mistillid til halbestyrelsen og give en reprimande.
Omtale af sagen fik dog udvalget til at skifte mening og melde sagen til politiet.
Politiet har også set på, om parterne har fået udbetalt uberettigede tilskud vedr. såkaldte sæsonbookninger. Anklagemyndigheden har efter en juridisk vurdering ikke fundet grundlag for at rejse tiltale for denne del.
Det er endnu uvist, hvornår sagen kommer for retten.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.