HELSINGØR: Borgerne i Helsingør vil fortsat kunne møde kommunen på den sociale platform TikTok. Det fortæller Martin Deichmann, som er kommunikationschef i Helsingør Kommune, fredag til TV 2 Kosmopol.
Udmeldingen kommer dagen efter, at Ritzau kunne fortælle, at Center for Cybersikkerhed har valgt at fraråde, at ansatte i staten har appen TikTok installeret på arbejdstelefoner.
Helsingør Kommune er som første kommune på Sjælland kommet på TikTok. Her er målet at nå ud til kommunens unge med underholdende og informative videoer, forklarede Martin Deichmann i forbindelse med lanceringen af TikTok-profilen.
- Vi har cirka 10.000 borgere mellem 16 og 30 år, som vi har svært ved at nå gennem de kanaler, vi normalt bruger.
- Derfor havde vi brug for at tænke nye veje, og her melder TikTok sig, hvor vi vil prøve på at få folk til at opdage, at Helsingør Kommune er et fedt sted at være og et fedt sted at være ung.
Gør som politiet
Udmeldingen fra Center for Cybersikkerhed får dog ikke Helsingør Kommunes kommunikationschef til at ryste på hånden. Ifølge Martin Deichmann har kommunen nemlig allerede taget en række fornødne sikkerhedsforanstaltninger.
- Vi har blandt andet talt med Rigspolitiet, som også er på TikTok, om deres måde at gøre det på. Og det har vi lænet os meget op af. Derfor er jeg ret tryg i, at vi gør, hvad vi skal.
- Vi bruger blandt andet specifikke telefoner til at researche, optage og udgive TikTok-videoer. Telefonerne bruges ikke til andet og kobles derfor ikke til andet af vores IT, forklarer han.
Han fastslår dog, at man følger situationen nøje.
- I forhold til udmeldingen kommer vi i kommunikationsafdelingen ikke til at gøre noget anderledes nu. Men vi følger det tæt, og hvis det bliver relevant at gøre noget anderledes, så kigger vi på det, siger Martin Deichmann.
TikTok er ejet af et kinesisk selskab ved navn ByteDance, som er blevet kritiseret for behandlingen af brugernes data og dets mulige forbindelse til den kinesiske stat.
Torsdag valgte EU-Kommissionen at forbyde TikTok på ansattes telefoner. Det fik senere samme dag Center for Cybersikkerhed til at komme med deres udmelding.
Glostrup og Hillerød har forbud
Også en række kommuner i TV 2 Kosmopols sendeområde har forbudt sine ansatte at have TikTok installeret på deres arbejdstelefoner i frygt for mediets behandling af data.
Flere andre kommuner kan være på vej med lignende tiltag. Det viser en rundspørge, som TV 2 Kosmopol fredag har lavet blandt de 34 kommuner i sendeområdet.
Syv kommuner er fredag eftermiddag vendt tilbage.
Af dem oplyser to kommuner - Glostrup og Hillerød - at man allerede har et forbud mod brugen af TikTok på arbejdstelefoner. Tidligere har Frederiksberg Kommune meldt et forbud ud.
I tre andre kommuner vil spørgsmålet blive drøftet i nærmeste fremtid. Det gælder for Solrød, Lyngby-Taarbæk og Halsnæs kommuner.
Det samme gør sig gældende i Helsingør, hvor man endnu ikke har taget stilling til om kommunalt ansatte må have det sociale medie installeret på deres arbejdstelefoner.
- Vores IT-enhed er ved at undersøge, hvorvidt der skal gælde et forbud mod at have TikTok på medarbejdernes almene arbejdstelefoner, siger kommunikationschef Martin Deichmann.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.