KOLDING: En ulykkelig sag om hjemmehjælp i Kolding ender nu i Arbejdsretten, efter at hjemmehjælperne siden fredag har nægtet at komme i et hjem, hvor de oplever den plejekrævende borgers mand som aggressiv og truende. Den udløsende faktor var, at manden begyndte at optage hjemmehjælpernes besøg på video.
- Tro mig, det er ikke en nogen let beslutning at tage for medarbejderne. De er bekymrede for kvinden, de gerne vil hjælpe. Men de vil ikke finde sig i den ydmygende behandling længere, siger FOA's lokalformand Jens Lund til JydskeVestkysten.
Han mener, at Kolding Kommune burde sige til ægtemanden, at hans kone ikke kan få pleje, hvis han ikke fjerner videokameraerne, siger FOA-formanden.
Men det må kommunen ikke, understreger Koldings seniordirektør, Annette Lund, som overfor DK Nyt kalder det en ulykkelig sag.
Tre modstridende hensyn
- Vi er spændt ud mellem tre hensyn. Jeg er vildt optaget af, at medarbejderne har et godt arbejdsmiljø og føler sig trygge. Samtidig har jeg pligt til at levere den hjælp, som borgeren har brug for. Og så har ægtemanden lovhjemmel til, at jeg ikke kan bestemme, hvad han gør i sit eget hjem, siger hun.
Ifølge den gældende lov om tv-overvågning skal private tydeligt gøre opmærksom på overvågning, fx ved skiltning. Det lever ægtemanden op til med et stort skilt på yderdøren om, at han filmer, fortæller Annette Lund.
- Der er tale om en bekymret og kritisk ægtefælle, som gerne vil overvåge, om hans hustru får den hjælp, hun har brug for, men som gør det meget vanskeligt for personalet at arbejde i, siger hun.
Kommunen har forsøgt en del for at løse konflikten: Man har forsøgt at forklare manden, at medarbejderne er utrygge. Man har bedt ham indsamle kritikpunkter til en ugentlig samtale med en leder i stedet for at kritisere medarbejderne. Man har genvisiteret hjælpen. Man har haft fysioterapeut og læge med til at vurdere, om øvelser og smertelindring foregår optimalt. Man har tilbudt personalet supervision. Intet har løst konflikten.
KL med på råd
KL har været med på råd, og det er KL på vegne af kommunen, som nu har indbragt sagen for arbejdsretten, fortæller seniordirektøren. Arbejdsretten skal afgøre, om medarbejderne kan nægte at komme i hjemmet, når der overvåges.
- Hvis Arbejdsretten siger ja, så har jeg et problem. For jeg kan ikke tvinge ham til at tage kameraet ned, og jeg kan heller ikke tvinge hende på et plejehjem, siger Annette Lund, som indtil videre må bruge private vikarbureauer til at dække de otte-ni daglige besøg i hjemmet.
Samtidig overvejer kommunen, om kvinden måske kan blive godkendt til brugerstyret assistance, hvor hun selv bliver arbejdsgiver og kan vælge sine egne hjælpere. Ellers kniber det med at finde løsninger på konflikten.
- Det er en fastlåst situation, konstaterer Annette Lund.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.