
Udgifterne til kommunernes administration og ledelse var sidste år 9.972 kr. pr. indbygger, og det er stort set uændret i forhold til året før. Det viser en ny analyse fra Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed.
Hvis man kun ser på udgifterne og ikke sætter dem i forhold til et stigende indbyggertal, er kommunernes udgift til administration og ledelse fra 2021 til 2022 steget med 0,5 mia. kr. til i alt 58,8 mia. kr.
Der er store forskelle på de enkelte kommuners udgift pr. indbygger. De fire små ø-kommuner ligger naturligt nok højest, men ser man bort fra dem, varierer udgifterne fra 7.855 til 13.083 kr. pr. indbygger.
Lavest ligger Holbæk og Horsens, som begge er under 8.000 kr. pr. indbygger, efterfulgt af Silkeborg, Herning, Gribskov, Greve, Middelfart, Holstebro, Frederiksberg og Favrskov.
Dyrest er administrationen pr. indbygger - foruden på Læsø, Samsø, Fanø og Ærø - i Albertslund, Brøndby, Glostrup, Ishøj, Ballerup og Bornholm.
Der er imidlertid sket en del ændringer i forhold til året før. Flere kommuner har formået at få udgifterne til administration og ledelse pr. indbygger barberet ned.
Størst har besparelsen været i Hørsholm med -7 pct. og Odsherred med -6,5 pct. efterfulgt af Silkeborg, Sønderborg, Slagelse, Holbæk, Albertslund, Fureø, Egedal og Svendborg.
Derimod er udgiften pr. indbygger steget mest i Rudersdal, Fanø, Vallensbæk, Herlev, Solrød, Samsø, Mariagerfjord, Allerød, Ikast-Brande og Rebild.
Som sædvanlig, når analysen kommer fra Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed, har man lavet et kompliceret regnestykke, hvor man forsøger at lave en mere fair sammenligning mellem kommunerne ved at tage højde for forskellige rammevilkår.
Dermed når man frem til et beregnet tal, som viser, om udgiften pr. indbygger er højere eller lavere, end man kunne forvente.
Her ligger Holbæk og Horsens igen bedst efterfulgt af Herning, Gribskov og Lolland, mens Læsø, Aarhus, Samsø, Gentofte og Bornholm tager bunden.
Hele analysen kan findes her.
Se, hvordan din egen kommune placerer sig, her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.