dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Kæmpestor forskel på kommuners udbytte af Aarhus 2017

Favrskov ligger i bunden og Struer i toppen i en prognose fra Fonden Aarhus 2017, der viser, hvad 18 kommuner i projektet får ud af deres investeringer

MIDTJYLLAND / AARHUS: Europæisk Kulturhovedstad 2017 er skabt i partnerskab mellem Aarhus Kommune, Region Midtjylland og de øvrige 18 kommuner i regionen, der til sammen bidrager med 48,6 mio. kr. til projektet.

Ifølge kontrakterne med kommunerne er Fonden Aarhus 2017 forpligtet til som minimum at give kommunernes deres investering tilbage krone til krone (dvs. 100 pct.) i form af tilskud til programaktiviteter inden for den enkelte kommunegrænse. Forpligtelsen skal være opfyldt ved projektets ophør i 2018, men der udarbejdes en årlig prognose (Return on Investment = ROI) for at sikre, at Aarhus 2017, regionen og kommunerne når målene.

Den seneste ROI prognose fra oktober 2015 indikerer, at kommunerne samlet set står til at få deres investering igen 123 pct. baseret på 46 pct. af programbudgettet og målt to år før projektets afslutning. Men der er kæmpestor forskel på de enkelte kommuner, hvor meget de får igen. Favrskov Kommune ser ifølge prognosen ud til at få 76 pct. igen af en investering på 1.757.328 kr. og ligger dermed i bunden, mens Struer Kommune i toppen ser ud til at få 708 pct. igen af en investering på 405.760 kr.

Tallene skuffer Anders G. Christensen (V), som er medlem af Kulturudvalget i Favrskov Kommune.

- Det var ikke det, vi blev lovet, da vi gik med i projektet. Vi blev lovet, at de midler, vi puttede ind, fik vi tilbage godt og vel da, siger han til TV2 Østjylland.

Tallene vil flytte sig
Prognosen lavet af Aarhus 2017 er baseret på spørgeskemaer sendt til projekterne godkendt af Aarhus 2017 i september 2015 og offentliggjort i oktober 2015.  Prognosen er baseret på under halvdelen af programbudgettet og målt over to år før projektets afslutning. Det er derfor vigtigt at understrege, at prognosen ikke er det endelige resultat. Tallene vil ifølge Aarhus 2017 flytte sig meget de næste to år.

- Den første prognose for 2013 og 2014 viste en samlet ROI for kommunerne på 22 pct. Et halvt år senere lå prognosen på 123 pct. Der er altså al mulig grund til at forudsige, at den næste opgørelse vil tegne et endnu mere positivt billede, siger Lene Øster, regional ansvarlig Aarhus 2017.

Hun pointerer, at en effekt Aarhus 2017 allerede kan dokumentere, er det styrkede samarbejde på tværs af regionen.

Historisk samarbejde
- Her har kulturen vist vejen i et historisk samarbejde mellem 19 kommuner og en region, mellem institutioner, organisationer, kunstnere, virksomheder og frivillige. Kommunerne bliver de store vindere. Det gør de, fordi de har været med til at skabe projektet – bestemt hvad det skulle handle om – og fordi de sidder med omkring bordet i udførelsen, siger Lene Øster.

Hun understreger, at selvom ROI er vigtigt for den enkelte kommune, så er det endnu vigtigere at se på, hvor meget området samlet set vinder.

- Aarhus 2017 handler om at vokse - sammen. Vi kan kun gennemføre en så stor og betydelig satsning, hvis vi arbejder sammen på tværs af kommuner, på tværs af geografi, på tværs af brancher. Derfor skal vi også se på, hvad vi vinder på det – sammen, siger Lene Øster.

Mange projekter mangler
Prognosen fra 2015 inkluderer ikke mange af de store og væsentlige projekter – fx en del af de mange højdepunkter, der blev præsenteret 21. januar 2016 for 500 mennesker i Turbinehallen i Aarhus, da sløret blev løftet yderligere for programmet.

- Prognosen inkluderer heller ikke projekterne fra det Open Call, der blev gennemført i efteråret 2015, og tallene vil derfor have rykket sig væsentligt, når vi ser på den næste prognose i løbet af foråret 2016, siger Lene Øster.

Hun pointerer, at ROI tallet kun siger noget om et lille hjørne af de effekter, man kan forvente af Aarhus 2017. Nemlig om den geografiske spredning af aktiviteter.

- ROI tallet siger intet om de enkelte projekters art, omfang eller kvalitet. Det siger heller intet om et øget antal turister, om øget og bedre samarbejde, om hvor mange nye virksomheder, der starter op, om øget stolthed, om internationale forbindelser osv., pointerer Lene Øster.

Hun fastslår, at det er helt sikkert, at alle kommuner får meget mere ud af det, end de investerer:

- Både i form af ROI og de mange effekter, der forventes af projektet. Det handler om turisme, nye arbejdspladser, internationale forbindelser, øget fokus på kunsten og kulturens rolle, kompetenceudvikling m.v.

 

Fakta:  Kommunernes investering i Aarhus 2017:

  • Silkeborg: 6.688.000 kr.
  • Viborg: 6.678.261 kr.
  • Randers: 6.583.400 kr.
  • Horsens: 6.081.440 kr.
  • Herning: 5.560.620 kr.
  • Holstebro: 4.260.751 kr.
  • Skanderborg: 2.153.243 kr.
  • Favrskov: 1.757.328 kr.
  • Hedensted: 1.614.230 kr.
  • Syddjurs: 1.492.525 kr.
  • Norddjurs: 1.378.900 kr.
  • Ringkøbing-Skjern: 1.090.914 kr.
  • Skive: 863.100 kr.
  • Odder: 854.580 kr.
  • Ikast-Brande: 696.600 kr.
  • Struer: 405.760 kr.
  • Lemvig: 356.400 kr.
  • Samsø: 139.405 kr.

 

Kommunernes udbytte af Aarhus 2017 investering, ROI. (prognose, oktober 2015):

  • Struer: 708 pct.
  • Lemvig: 579 pct.
  • Ringkøbing-Skjern: 382 pct.
  • Ikast-Brande: 375 pct.
  • Samsø: 280 pct.
  • Syddjurs: 224 pct.
  • Skive: 190 pct.
  • Odder: 159 pct.
  • Viborg: 123 pct.
  • Skanderborg: 118 pct.
  • Norddjurs: 108 pct.
  • Holstebro: 104 pct.
  • Randers: 97 pct.
  • Silkeborg: 95 pct.
  • Hedensted: 90 pct.
  • Horsens: 83 pct.
  • Favrskov: 76 pct.

 

Herning Kommune var ikke medtaget i den første ROI prognose, da kontrakten mellem kommunen og Fonden Aarhus 2017 ikke var underskrevet på daværende tidspunkt. Det er den nu, så i den næste prognose, der beregnes i foråret 2016 og forventes offentliggjort i juni 2016, vil alle kommuner være repræsenteret.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kaempestor-forskel-paa-kommuners-udbytte-af-aarhus-2017

GDPR