Seks fynske kommuner og flere andre kommuner er ramt af en skævvridning i udligningsreformen, som bevirker, at de ikke bliver kompenseret for deres sociale udgifter. Andre kommuner derimod oplever, de bliver overkompenseret.
Kommunerne har rejst problematikken over for velfærdsministeren, men hun har kun ønsket en dialog på embedsmandniveau mellem kommunerne og ministeriet. Senest talte seks fynske borgmestre deres sag i Folketingets Kommunaludvalg i sidste uge.
Formanden for KL, Erik Fabrin (V), er nu gået i dialog med de fynske kommuner.
- Kommunerne vinder på nogle kriterier i udligningsreformen og taber på andre. Hvordan vægtningen er, er op til politikerne på Christiansborg. Jeg forholder mig til, at der samlet set sker en udligning, siger Erik Fabrin.
Kigger på skævvridningen
Han vil dog nu kigge nærmere på Svendborgs og de andre kommuners argumenter, tal og socio-økonomiske udgangspunkt, når de siger, de er ramt af en skævvridning i udligningsreformen, fordi de objektive kriterier i udligningreformen rammer langt ved siden af. Erik Fabrin har aftalt møder med kommunerne.
- Politikerne på Christiansborg må vedstå deres ansvar for kriterierne eller lave dem om. Jeg ser det dog ikke som en farbar vej at give statslig refusion, som går ud over den kommunaløkonomiske styring og prioritering, siger Erik Fabrin, der ikke vil tage stilling til den såkaldte Århusmodel, der har en mindre skævvridning kommunerne imellem, fordi den har færre kriterier indbygget og vægter dem anderledes.
Uvildig undersøgelse
SF's kommunalordfører, Flemming Bonne, mener ikke, at Århusmodellen er vidtrækkende nok.
- Den peger i den rigtige retning, men det vigtigste er, at der bliver fundet en balance for skatten og serviceniveauet i kommunerne. Det kan godt være, der bliver udlignet for meget over skatten og for lidt over de sociale udgifter, men det er kompliceret. Der burde komme en uvildig ekspertundersøgelse, der tog stilling til disse ting, siger Flemming Bonne.
Han mener, at udligningen ikke slår til, når 30-40 kommuner gang på gang ikke kan få budgettet til at gå op.
- Anbringelsen af børn tynger mange kommuner, når det er en serrviceopgave, og det gør, de må spare på ældreområdet for eksempel. Man kunne overveje en 50/50 refusionsmodel på det område, siger Flemming Bonne, der gerne vil komme med et beslutningsforslag om en uvildig undersøgelse, når han har snakket med de andre partier i Folketinget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.