
KOLDING / AALBORG: Flere kommuner har brugt sommeren på at undersøge, om deres frynsegoder for kommunalpolitikerne i form af gratis årskort og billetter til blandt andet museer, festivaler, fodboldkampe og svømmehaller er lovlige eller ej. Undersøgelser, som i flere tilfælde er mundet ud i at kommunerne har afskaffet goder.
Senest har Kolding og Aalborg kommuner taget stilling til deres frynsegoder, og løsningerne er vidt forskellige. I Kolding har kommunens økonomiudvalg blandt andet besluttet at droppe politikernes gratis årskort til svømmehaller, hvor man i Aalborg fastholder politikernes gratis årskort til Aalborg Zoo, selvom de, ifølge kommunen, ikke er indenfor rammerne af, hvad man må modtage som offentlig ansat.
Op til politikernes samvittighed
Med beslutningen i Aalborg Kommune om at holde fast i politikernes gratis årskort til Aalborg Zoo, lægges ansvaret i stedet over på politikernes samvittighed. Det fortæller Freddy Falk, kontorchef på Juridisk Kontor i Aalborg Kommune til Nordjyske.
- Aalborg Kommune har ikke bedt politikere og direktører om at tilbagelevere allerede udleverede årskort, da det centrale i forvaltningsretlig sammenhæng er anvendelsen af kortet, forklarer han.
Kommunen vil heller ikke holde øje med om de gratis årskort - som også giver politikerne mulighed for at tage op til fem gæster med - bliver benyttet. Dog understreger kommunen, at det kan få konsekvenser for den enkelte politiker, hvis brugen af årskortet bliver opdaget.
Slut med svømmehal og ledsager
I Kolding Kommune besluttede økonomiudvalget i mandags, at droppe gratis årskort til to svømmehaller, ligesom det ikke længere er muligt at tage en gratis ledsager med til kulturelle tilbud.
De to svømmehaller er en del af i alt 12 kulturelle tilbud, som politikerne frem til mandag aften har haft mulighed for at benytte kvit og frit. Kolding Kommune holder fast i gratis adgang til de resterende ti tilbud, blandt andet Trapholt, Koldinghus og besøgscentret Skamlingsbanken, da alle tilbudene modtager kommunalt tilskud.
Koldings borgmester Knud Erik Langhoff (K) understreger til JydskeVestkysten, at det er en del af kommunalpolitikernes arbejde.
- Så kan vi tage ud og rekognoscere og se om tingene er i orden, hvad der sker, og om det giver værdi for borgerne. Jeg tager det som en del af en faglig vurdering, siger han.
KL efterlyser klare regler
KL har i august efterlyst hjælp for Christiansborg. Ifølge Kristian Vendelbo, der er administrerende direktør i KL, mangler der konkret lovgivning, så kommunerne har noget fast at navigere efter. Det fortæller han til Danske Kommuner.
Som det er nu reguleres området nemlig udelukkende af ombudsmandens afgørelser. Det betyder, at der ikke er nogen retningslinjer at gå efter, hvis ikke ombudsmanden har forholdt sig til det konkrete spørgsmål.
KL, Danske Regioner og den daværende Moderniseringsstyrelse står dog bag vejledningen "God adfærd i det offentlige", som kommunerne kan bruge som rettesnor. Her står blandt andet at ”offentligt ansatte bør som udgangspunkt ikke deltage i offentlige kulturelle arrangementer mv. betalt af borgere eller private virksomheder, hvis invitationen hertil er udløst af den pågældendes ansættelse”.
Derfor gennemgår flere kommuner frysegoder
Tilbage i juni vurderede folketingets ombudsmand, at såkaldte guldkort til Tivoli er ulovlige at modtage for medlemmer af Københavns borgerrepræsentation.
Efterfølgende har flere kommuner undersøgt egne frynsegoder. Som eksempel har Odense Kommune droppet gratis årskort til Odense Zoo, og Esbjerg Kommune har besluttet, at lokalpolitikerne ikke længere kan tage imod gratis billetter til fodboldkampe, håndboldkampe og ishockeykampe.
Men der er også flere kommuner som fastholder frynsegoderne. Både Horsens og Kolding kommuner fastholder gratis adgang til fodboldkampe, ligesom Aalborg nu har meldt ud at kommunen fastholder årskort til Aalborg Zoo.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.