
KOLDING: Når studerende og andre uuddannede er ansat til at ledsage handicappede på ture ud af huset, arbejder de som regel alene, og derfor er det vigtigt at forebygge, at de bliver udsat for vold.
Det er indholdet i et strakspåbud, som Arbejdstilsynet har givet til Kolding Kommune.
Kommunen "påbydes at sikre, at ledsageres alenearbejde med borgere, uden direkte auditiv eller visuel kontakt med andre ansatte, planlægges, tilrettelægges og udføres således, at risiko for vold imødegås. Kan faren ikke imødegås, må den ansatte ikke arbejde alene," står der påbuddet, som DK Nyt har fået aktindsigt i.
Kommunen har et ledsagerkorps, som varetager ledsageopgaver hos borgere med både fysiske pg psykiske handicap. Korpset består af en stor gruppe ledsagere, der blandt andet består af ansatte i fleksjob, studerende m.m., da der ikke er noget krav til uddannelse.
Krads og bid
Påbuddet udspringer af en sag, hvor et medlem af ledsagerkorpset var på indkøbstur med en beboer på et bosted. Da de skulle hjem, hvæsede beboere ad ledsageren og sagde "Gå væk! Du er ikke længere min pædagog".
Han nægtede at stige ind i den bestilte taxi, og da ledsageren sagde, at han så ville ringe til beboerens far, sprang han op og kradsede ledsageren i ansigtet, forsøgte at prikke ham i øjene og bed ham i underarmen gennem trøje og jakke, så han fik et stort sår.
Ledsageren ringede til forældrene, som kom efter en halv time og kørte beboeren hjem. En leder ringede senere og spurgte, om ledsageren var ok, men han blev ikke tilbudt krisehjælp. Først efter 14 dage blev han tilbudt samtaler med en krisepsykolog.
Utilstrækkelig viden
Arbejdstilsynet lægger i påbuddet vægt på, at ledsagerne ikke får overleveret tilstrækkelige oplysninger om borgernes eller borgernes pårørendes eventuelle diagnoser og udadreagerende adfærd, ligesom der ikke laves risikovurderinger på dem i forhold til om det er forsvarligt for ledsagerne at ledsage dem alene.
De pårørende nævnes, fordi en anden ledsager er blevet udsat for psykisk vold i form af verbale krænkelser fra en psykisk syg mor til en borger.
De ansatte i ledsagerkorpset modtager heller ikke instruktion i, hvad de gør, hvis én bliver udadreagerende, eller hvor de kan få hurtig og effektiv hjælp, skriver Arbejdstilsynet. Da ledsagerne ikke kender hinanden, kan de ikke få fat i kolleger, hvis de får brug for hjælp.
Kommunen har oplyst til Arbejdstilsynet, at der efter episoden ikke udføres ledsageropgaver med den pågældende borger.
Bedre introduktion
Til DK Nyt siger kommunens voksenchef Gülcan Güven Grud, at man nu er i fuld gang med at se ledsagerordningen efter i sømmene.
Især arbejder kommunen på, hvodan ledsagerne kan få en bedre introduktion til jobbet og til de enkelte borgere, de skal ledsage.
- Der er to spor: Kan vi give en bedre onboarding, så ledsagerne ved mere om, hvordan de håndterer vold og trusler, og hvor de henter hjælp? Og den anden del er, hvordan vi matcher dem bedre til den enkelte borger, så de ved, hvordan borgerens funktionsnedsættelse kommer til udtryk. Kan man fx komme til at sige noget, som kan fremprovokere en bestemt adfærd, siger hun.
Ifølge Gülcan Güven Grud har kommunen omkring 200 ledsagere, som ledsager en meget bred vifte af borgere med forskellige udfordringer.
- Vi ser på, om vi kunne forebygge mere, end vi har gjort, så vi kan sikre et trygt arbejdsmiljø, siger hun.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.