dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Kommuner kan ikke være sikre på at få penge retur

Omprioriteringsbidrag for 2017 fortsat i spil trods folketingsbeslutning, understreger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V)
18. MAJ 2016 6.00

Omprioriteringsbidraget på 2,4 mia. kr. skal bruges på at 'sikre kernevelfærden' i kommunerne, har et flertal i Folketinget bestemt, men det skal ikke få kommunerne til at tro, at de bare får pengene retur. Sådan lyder meldingen fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) efter et forhandlingsmøde om kommunernes økonomi for næste år.

- Den ene mulighed er, at vi bliver enige med kommunerne om en aftale om, hvad pengene skal bruges til. Men vi kan også have finanslovsforhandlingerne senere på året, hvor vi diskuterer omprioriteringsbidraget, siger Hjort.

Folketinget vedtog tilbage i marts et beslutningsforslag fra DF og Venstre, der betyder, at de 2,4 mia. kr. , som kommunerne er pålagt at spare i 2017, skal føres tilbage til kernevelfærd i kommunerne.

KL vil helst helt af med omprioriteringsbidraget, som kommunerne mener krænker det kommunale selvstyre. Men den er regeringen ikke med på.

- Ikke på den måde, at man bare lader som om ingenting er hændt. Det er et forhandlingsspørgsmål, siger Claus Hjort.

Penge eller styring
KL-formand Martin Damm (V) går til forhandlingerne med et budskab om, at regeringen enten kan give kommunerne flere penge eller bedre muligheder for at styre deres udgifter, for eksempel til handicappede. Men lytter man til finansministeren, lyder det ikke, som om at flere penge til kommunerne er noget, han har planer om.

- Vi er i en meget presset økonomisk situation. Olieprisen er faldet, og vi mister mange milliarder, siger finansministeren, der betegner forhandlingerne som nogle 'indviklede ressourcediskussioner'.

Ifølge Martin Damm er forhandlingerne dog slet ikke nået til det rigtig svære endnu.

- Det er ligesom et løg. Vi er startet med skallen, og prøver at blive enige om nogle forskellige faglige ting. Vi er ikke nået til det hardcore økonomi, siger han.

- Der er dog ikke nogen, der er begyndt at græde endnu, supplerer hans medforhandler, KL-næstformand Jacob Bundsgaard (S).

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kommuner-kan-ikke-vaere-sikre-paa-at-faa-penge-retur

GDPR