Den politiske organisation Konservative Studerende er blevet ramt af en sag om mulig systematisk svindel med foreningens penge, heriblandt offentlige midler.
Det er den tidligere formand Kim Risbjerg Madsen, der er mistænkt for samlet set at have overført 243.980 kroner fra Konservative Studerendes konto til sin egen, uden at kunne dokumentere fyldestgørende hvad pengene er brugt på. Det skriver B.T.
Kim Risbjerg Madsen afviser at udtale sig.
- Straffesager afgøres på baggrund af politiets efterforskning og eventuelt efter en retslig behandling. Ikke i medierne, skriver Kim Risbjerg Madsens advokat, Jan Schneider, i en mail til mediet.
Tipsmidler
Konservative Studerende er en samlingsforening for borgerlige studerende fra forskellige partier.
Midlerne til foreningen kommer fra private donationer, medlemskontingenter og penge fra statens tipsmidler uddelt af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Sidstnævnte har krævet, at 84.428 kroner skal tilbagebetales over de kommende år.
Foreningen Konservative Studerende tager skarp afstand fra den tidligere formand og kalder sagen "alvorlig".
- I foreningslivet er det svært at forsikre sig imod folk med kriminelle hensigter, der sætter sig selv over fællesskabet. Vi må erkende, at der ikke har været de rette foranstaltninger i forhold til at sikre os mod misbrug. Da det blev opdaget, reagerede vi og politianmeldte den mulige svindel, siger den nuværende landsformand, Daniel Bekesi, til B.T.
Meldt til politiet
Konservative Studerende er ikke en del af Det Konservative Folkeparti, men partiet har hjulpet foreningen med at undersøge sagen og den tidligere formands bilag.
Her er partiet kommet frem til, at det ikke var muligt at få et troværdigt overblik over pengestrømme og bilag, og De Konservative har derfor hjulpet foreningen med at indgive politianmeldelsen.
Østjyllands Politi bekræfter over for B.T., at politiet efterforsker en sag fra 2020 vedrørende bedrageri begået i forskellige studenterforeninger, og at en mand er sigtet i sagen.
/ritzau/
13.18 Tilføjet kommentar fra Daniel Bekesi
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.