

KØBENHAVN: Liberal Alliance i København har sit hyr med sine folk i Borgerrepræsentationen. Først smækkede Lilian Parker Kaule i august 2015 med døren og kritiserede den måde, de politiske studehandler foregår på. I november 2015 forlod det andet medlem, Lars Berg Dueholm, partiet til fordel for Venstre. Nu har LA København fået underkendt sin kandidat til KV17.
Formand for LA i København - partiets største vælgerforening - Kim Løfholm, forlod lørdag partiet i protest:
- Nu er topstyringen blevet for meget. Den øverste partiledelse holder os i et stramt greb og overlader ikke meget arbejdsfrihed til de lokale foreninger. Det synes jeg, både er meget uliberalt og udemokratisk, siger Kim Løfholm til Politiken.
Han fortæller, at bestyrelsen i LA København havde besluttet, at den tidligere formand for LA Ungdom, Rasmus Brygger, skulle være spidskandidat til Københavns Borgerrepræsentation ved KV17.
Men partiledelsen på Christiansborg nedlagde veto, selv om det fremgår af partiets vedtægter, at 'lokalforeningen har ansvaret for opstilling af kandidater til kommunalbestyrelsen'.
- Når en formand i en lokalforening i København ikke kan sætte sit eget hold til et kommunalvalg, så er det gået over grænsen, Kim Løfholm til Politiken.
- Derfor melder jeg mig nu ud. Jeg har ikke længere den nødvendige frihed til at kunne udføre min opgave for Liberal Alliance. Jeg synes, at en lokalforening bliver overflødig, hvis man ikke har mulighed for at vælge sin egen kandidat.
'No hard feelings'
Tidligere på ugen meldte netop Rasmus Brygger sig også ud af partiet. Brygger forklarede sig med, at partiledelsen ikke længere mente, at han var ønsket i partiet - og han har længe følt sig uønsket. Partileder Anders Samuelsen har ifølge Information f.eks. skrevet til Brygger helt åbent på Facebook, at 'det er o.k. at forlade LA. Man kan bare melde sig ud. Det er helt i orden. No hard feelings.'
- Flere og flere medlemmer af LA taler ud fra et nationalkonservativt udgangspunkt om islamisering, hvor man er bange for, at muslimer kommer til landet, så det ikke er muligt at bevare de danske værdier. Det kan man sagtens mene. Men det er udtryk for en konservativ logik, som man ikke så i partiet, dengang jeg meldte mig ind, siger Rasmus Brygger til Information.
Landsformand Leif Mikkelsen satte på talerstolen ved partiets landsmøde lørdag kritikerne på plads:
- Vi er i den grad et parti, der er belastet af topstyring, kan jeg læse i avisen. Der, hvor jeg kommer fra, kalder vi det ledelse. Jeg vil selv være betænkelig ved at være her, hvis der ikke var ledelse. Jeg synes, der er eksempler på, at det går rigtig skidt, hvis der er politiske partier, der ikke har ledelse. Jeg konstaterer, at der er to, der har meldt sig ud. Og i samme uge er der 31, der har meldt sig ind.
Mere kritik af topstyring
Flere andre lokalformænd blandede sig i koret inden landsmødet og kritiserede også for første gang topstyringen i LA.
- Jeg mener, at der er behov for, at medlemmerne får reel indflydelse på partiets politik. Man kan eksempelvis ikke stille politiske forslag på landsmødet. Det stemmer overhovedet ikke overens med at være liberal, siger Ulrik Hermann, der er formand for Liberal Alliance i Favrskov, til Politiken.
Partiledelsen lægger op til at placere flere landsmødevalgte medlemmer i hovedbestyrelsen, men der er fortsat for mange folketingsmedlemmer og for få baglandsfolk i hovedbestyrelsen, mener LA’s medlem af Aarhus Byråd:
- Mit største kritikpunkt ved det er, at der ikke er en større adskillelse mellem dem, som sidder i hovedbestyrelsen, og politikerne, siger Lars Boje Mathiesen, som ikke generelt kritiserer partiet for topstyring, til Politiken.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.