Der er for meget uro i folkeskolen ifølge undervisningsministeren, og det kan lærere og pædagoger på Sorgenfriskolen i Virum nok i den grad skrive under på.
Specialskolen fik tilbage i april sidste år et strakspåbud fra Arbejdstilsynet om at skaffe formstøbte ørepropper til personalet på grund af elever, som skriger eller råber i begejstring eller på grund af forandringer eller frustrationer.
Larmen var simpelthen ikke sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, konkluderede Arbejdstilsynet efter et besøg på skolen, skriver Fagbladet Folkeskolen.
Skolen fik en uge til at imødekomme påbuddet. Sorgenfriskolen underviser elever med generel kognitiv funktionsnedsættelse, hvoraf nogle har diagnoser indenfor autismespektret.
Almindelige ørepropper for dårlige
Personalet havde i forvejen ørepropper fra håndkøb til at dæmpe støjen fra skrigende elever, men dem kunne Arbejdstilsynet ikke godkende.
- De var pænt dyre, men Arbejdstilsynet vurderede, at de ikke var gode nok, fortæller skoleleder Axel Duckert om de ørepropper, lærerne i forvejen gik rundt med.
- Vi aftalte derfor, at medarbejdere, som har børn med høje lyde i klassen eller i SFO, kan gå ned i et lokalt hørecenter og få formstøbte earplugs, hvor de kan justere decibel, så de stadig kan høre barnet. Ørepropperne støbes efter medarbejderens øregange, og et par koster 1.600-1.700 kroner. Det ser vi som en investering i personalets trivsel, siger skolelederen, som har købt omkring 30 par formstøbte ørepropper.
Axel Duckert fortæller, at de formstøbte ørepropper er en succes.
- Jeg har kun fået positive tilbagemeldinger på den løsning, vi har valgt. Medarbejderne kan levere en mere fokuseret indsats, når de ikke bliver generet af høje lyde, så ørepropperne hjælper også pædagogisk, siger han.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.